Beslægtede forfatterskaber

Brorsons psykologiske vinkling af kristendommen og de store etiske spørgsmål kan man finde en pendant til i Søren Kierkegaards filosofiske forfatterskab, som falder godt hundrede år senere. Den kristne eksistentialisme, som Kierkegaard står for, er på en række punkter beslægtet med Brorson: De to har bl.a. den enkeltes samvittighedsfulde kamp med sig selv, den tunge alvor, den ubegribelige tro og evighedslængslen, hele tiden med en selvransagende vinkel, til fælles. På den måde kan man sige, at der er aspekter af Brorsons forfatterskab, som foregriber eller danner fortrop til det moderne menneskes vilkår. At Kierkegaard selv følte et slægtskab med Brorson, kan man tydeligt se, i og med han allerede godt ti år før sin død valgte et citat fra Brorson-salmen ”Halleluja! jeg har min Jesus fundet”, der skulle stå på hans gravsten. Her kommer deres fælles længsel efter efterlivet til udtryk:

”Det er en liden tid,
så har jeg vunden,
så er den ganske strid
med ét forsvunden;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig
min Jesum tale.”

Dette kan i dag ses på Kierkegaards grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

Skal man se på Brorsons placering blandt andre danske salmedigtere, kan det især være relevant at se på lighederne og forskellene imellem ham og hhv. Thomas Kingo, der skrev i perioden umiddelbart forud for Brorson, og Grundtvig, som fulgte efter. Kingo er den barokke salmedigtnings ypperste repræsentant i Danmark, og hans stil er i tråd med barokkens konventioner mere storslået og voldsom end Brorsons. Alligevel har de to en del til fælles, blandt andet fordi de begge skriver under enevælden, hvilket kan ses i en ortodoks kristendomsforståelse i sammenligning med den, man finder hos Grundtvig.

Grundtvig levede i en periode med store samfundsmæssige omvæltninger, og demokratiet blev indført i hans levetid. I hans salmer er der en anderledes lys tone end hos Kingo og Brorson. Frem for at fokusere på synds- og bodsgang er emnerne typisk fællesskab og håb, hvilket også kommer til udtryk i Grundtvigs hyppige anvendelse af 'vi'. Egentlig var han selv rundet af pietismen, men i løbet af sit liv vendte han sig mod en mere 'virkelighedsnær' kristendom, som med højskolebevægelsen i langt højere grad fokuserede på forholdene i det jordiske liv, end Brorson og Kingo havde gjort.