Genrer og tematikker

”Slagtebænk Dybbøl”, ”Dommedag Als”, ”Ild og blod”, ”Til døden os skiller”, ”Tommy og Tanne” og "Løvinden" bygger alle på omfattende, historisk kildemateriale. Det er også i disse bøger, at Tom Buk-Swientys baggrund som både journalist og historiker kommer i spil. Der er tale om dramatiske fortællinger og klare tilgangsvinkler til det historiske stof, som bruger journalistiske metoder for at gøre fortællingen mere medrivende. Derfor er Wilhelm Dinesen-historien heller ikke en gennemført historisk biografi, men snarere en dramatiseret dokumentarisk fortælling, der bygger på historisk materiale såsom dagbøger, malerier og breve.

Et omdrejningspunkt i Buk-Swientys forfatterskab er året 1864 og den skæbnesvangre krig, der bliver behandlet i både ”Slagtebænk Dybbøl”, ”Dommedag Als”, ”Ild og blod” og ”Til døden os skiller”. Forfatteren, der er vokset op tæt ved slagmarken, mellem mindesten ved de gamle skanser, har været pirret af dette danmarkshistoriske vendepunkt, siden han var dreng.

I ”Ild og blod” og ”Til døden os skiller” om Kaptajn Dinesen behandles dette krigstema på forskellig vis. Første del fokuserer på de fysiske kampe, som Dinesen deltager i, mens anden del mere handler om den indre kamp, der udspiller sig for Dinesen. Han kan ikke lade være med at længes efter krigens spænding og har svært ved at finde ro i det vante hverdags- og selskabsliv, men samtidig hjemsøger krigens rædsler ham til det sidste. Historien tegner et billede af en syg mands kamp for at finde fodfæste i en rastløs tilværelse, hvor han må være i konstant bevægelse for at undslippe sine indre krigsdæmoner. På mange måder er Dinesen et tidligt eksempel på de menneskelige konsekvenser, som krigen har for mange hjemvendte soldater. Ikke blot for den enkelte soldat, men for hele familier, som skildret i ”Tommy og Tanne”.

I ”Løvinden” er et centralt tema, hvordan unge aristokrater som Karen Blixen følte sig hjemløse i deres familier og lande og søgte eventyret – blandt andet i en koloni som Britisk Østafrika. Med Karen Blixens og omgivelsernes ord og levned som baggrundstæppe spørger værket, hvad der egentlig er et godt liv – det intense, men måske nok korte, eller det lange og pligtopfyldende. Værket går i øvrigt i lag med Karen Blixens selviscenesættelse i ”Den afrikanske farm” og ”Skygger i græsset” og fremhæver de steder, hvor den ikke stemmer overens med virkeligheden.