Baggrund

Citat
”Chancerytteren kunne ikke leve i verden, hvilket er en måde at sige på, at den verden, han levede i, er fiktiv, den er litteratur. Jeg er overhovedet ikke i tvivl: Chancerytteren er en litterær gestalt. (…) Chancerytteren – at jeg er en person i en fortælling, at selv om jeg er firs, kommer jeg aldrig til at dø, for jeg har faktisk aldrig levet.”

”Nostalgi”, s. 33.

Mircea Cărtărescu er født i 1956 i Stalintidens Bukarest. Hans forældre var fattige landarbejdere, der rejste til den rumænske hovedstad og blev fabriksarbejdere. Faderen var medlem af kommunistpartiet og indædt modstander af religion, hvilket betød, at Cărtărescu skulle blive 30 år gammel, før han stiftede bekendtskab med Biblen. Litteratur spillede dog hurtigt en stor rolle for Cărtărescu, som begyndte at læse i en tidlig alder: ”Som barn og ung læste jeg hele tiden, og jeg læste alt, skønlitteratur, videnskab, filosofi, fysik, matematik. Jeg var nysgerrig efter alt i verden, jeg ville vide alt. Det hjalp mig til at modstå det ydre pres. Jeg ville være som mine favoritforfattere, jeg ville være én af dem.” (Karen Syberg: På sporet af den tabte tid. Information, 2011-03-28).

Cărtărescu begyndte at læse litteratur på universitetet og fandt sammen med andre intellektuelle i en litterær undergrundskreds, som i firserne var meget påvirkede af USA og beat-generationen. De gik rundt i Bukarest med deres lange hår og de jeans, som de var nødt til at købe illegalt. Cărtărescu har senere fortalt, at han og hans omgangskreds betragtede sig selv som apolitiske, og faderens loyalitet over for kommunistpartiet gjorde, at far og søn aldrig er kommet tæt på hinanden. ”Jeg kunne ikke tale om andet end fodbold med min far. Intet andet emne var muligt. Vi kommunikerer stadig ikke nu, hvor han er næsten 80. Der er en glasvæg imellem os.” (Marie Tetzlaff: Rumænsk forfatter misunder sit unge selv. Politiken, 2011-04-27). 

Efter at have færdiggjort sin uddannelse med en disputats om postmodernisme debuterede Cărtărescu i 1978 som lyriker i et rumænsk magasin. Han opnåede hurtigt anerkendelse i litterære kredse, og det var også i dette miljø, at han skrev debutromanen: ”Nostalgi” er en speciel bog. Jeg skrev den i en periode, hvor jeg var berømt som digter. Men jeg kom, som den eneste digter i min generation, også i en litterær kreds, hvor der kun blev skrevet og læst prosa. Og så begyndte jeg at skrive prosa, fordi jeg ville udfordre mine kolleger prosaisterne. Jeg skrev den ene novelle efter den anden og læste dem alle op for dem i kredsen. De var så begejstrede, at jeg besluttede at samle teksterne i en bog. Og samlet føler jeg, at de definerer en meget speciel og fælles atmosfære. De har nogle fælles rødder, nogle symboler, der forbinder det hele under overfladen”. (Marie Tetzlaff: Rumænsk forfatter misunder sit unge selv. Politiken, 2011-04-27). Bukarest er Cărtărescus barndomsby, men det er ikke Ceauşescus betondiktatur, man møder i ”Nostalgi”, men rettere en dunkel undergrundsverden fuld af magi og poesi. Barndomsbeskrivelserne i bogen er delvist erindrede: ”Jeg var meget lykkelig over at iscenesætte mine erindringer om min barndom og forvandle dem til et psykodrama ved hjælp af myte og ritual. Jeg ville definere mig selv via mine minder. For mig er det dog også pinefulde historier, de gør mig dybt bedrøvet. For bogens store tema er tiden, som går og aldrig vender tilbage.” (Karen Syberg: På sporet af den tabte tid. Information, 2011-03-28).

Udover at være forfatter er Cărtărescu tilknyttet Bukarests Universitet som professor i Litteratur.