Beslægtede forfatterskaber

Özlem Cekic har skrevet de foreløbig tre bøger om Ayse og hendes familie på opfordring af forlaget Gyldendal, fordi der manglede letlæsningsbøger om og for piger med minoritetsbaggrund. Der er altså ikke særlig mange andre forfattere i Danmark, som behandler de samme problemstillinger. Man kan dog fremhæve en anden folketingspolitiker og forfatter, nemlig Manu Sareens serie om den dansk-indiske dreng Iqbal Farooq. Serien om Iqbal tager også udgangspunkt i at tilhøre en minoritetsgruppe i Danmark, men den er skrevet i en Bjarne Reutersk tradition med vægt på humor, mysterier og fart på fortællingen, og her spiller svære og tunge dagligdagsproblemer kun en birolle.

Kigger man på det udenlandske bogmarked kan man, i hvert fald tematisk, sammenligne Cekics bøger med svensk-tunesiske Jonas Hassen Khemiris ungdomsroman ”Et øje rødt”. Den handler om Halim, der er født i Sverige af marokkanske forældre og som prøver at finde sit fodfæste mellem de to kulturer. Australske Randa Abdel-Fattah har skrevet ungdomsromanen ”Does My Head Look Big In This?” om en teenagepige, der ligesom Ayse vælger at gå med tørklæde og også møder en del modstand i forsøget.

Det er ikke kun på det danske børne- og ungdomsbogsmarked, at det halter med diversiteten, det er et generelt problem på bogmarkedet også internationalt. Özlem Cekics bøger er i den forstand et foregangsbillede i genren, selvom kernen i problematikken, nemlig generationskonflikter og søgen mod større selvstændighed, må siges at være urtematikken i bøger for børn og unge.