”Magnet”, s. 315.
En meget høj fotograf ved navn Jokum Jokumsen er omdrejningspunkt i Lars Saabye Christensens roman ”Magnet” fra 2015 (”Magnet”, 2016). Fortælleren Hamper udfolder over 749 sider historien om den generte Jokum, der læser litteraturvidenskab i Oslo i 1976 og bliver kæreste med sin kollegienabo Synne Sager. Sammen tager de til København, hvor han får svendebrev i fotografi, mens hun studerer hollandske stilleben. De bosætter sig i San Francisco, hvor Synne dropper sit forskningsprojekt om Edward Hopper for at kuratere Jokums fotografkarriere.
Jokum fotograferer, og Synne laver aftaler med gallerier, presse og den ganske kunstverden. Det er for kompliceret at fotografere mennesker, så Jokum tager billeder af ting som f.eks. en død soldats ungdomsværelse eller en norsk matros’ få ejendele. En ting, der følger Jokum hele livet, er en magnet, som han som barn suttede på for at forsøge at samle tankerne.
52507324
”Magnet” er en fortælleglad roman om den ulige kærlighed mellem Jokum og Synne og om fortælleren, der kun har mødt parret et par gange og som en parasit snylter på dem for at have en historie at fortælle. Gennem romanens tidsspand på næsten 40 år udrulles den afvikling af nøjsomhed og privatsfære, som er foregået, lige som der hersker en længsel efter dengang, hvor ting tog tid. Hvor det tog tid at lave mad, reparere ting, ordne hus. I samme ombæring hyldes husmoderen, hvorom der står: ”Deres arbejde er som digterens. Det bliver aldrig færdigt. Ikke før det er helt slut” (s. 664).
Der ligger en slet skjult kritik af kunstverdenens kunstighed og fernis i fremstillingen af kuratorer, der lefler for kritikerne, jagten på anerkendelse fra de rigtige mennesker (Jokum vil hellere møde de urigtige) og anmeldernes forblommede tale. Synne er mere kurator end kæreste og skyr ingen midler i selviscenesættelsen af sin egen fiktive død. Hun er et stilleben.
Den fyldige roman får plads – og tid – til lidt af hvert. Der er kærlighedserklæringer til broderi og telefonbokse, der er udlægninger af Tom Waits’ Swordfishtrombones og Storm P.s Fluer, der er digressioner om forholdet mellem kunst, teknik og håndværk, og der er en kærlig beskrivelse af Oslo. Jokum Jokumsens far brugte sit liv på at måle afstande og forhold mellem lys og skygge, og fortælleren i dette megalomane opus bruger sin stemme til det samme.