Maskeblomstfamilien

Citat
”Jeg vidste bare, når jeg så hende sådan, at skammen sad fast inderst i sorgen, som det bløde i en musling, nej, det er forkert, den sad udenpå, som en skorpe over sorgen, og derfor var denne sorg ikke til at bære, den skamfulde sorg, hun kunne ikke vise den frem som et trofæ i de brede gader, som en pokal i frisørsalonen.”
“Maskeblomstfamilien”, s. 59.

Med romanen ”Maskeblomstfamilien” fra 2003 (”Maskeblomstfamilien”, 2004) ramte Lars Saabye Christensen en langt mere dyster tone end tidligere – både i handling og i sprog. Igen er det outsiderens fortælling, men her er perspektivet langt mere radikalt, grænsende til det surreelle. Romanen starter med følgende konstatering: ”Jeg havde en god opvækst. Mor gik tidligt i seng. Far døde da jeg var 12. Jeg var enebarn.” Den opmærksomme læser aner, at noget er helt galt.

25639170

Den unavngivne hovedperson befinder sig på flere måder i et foruroligende grænseland. Han er hverken barn eller voksen, og han er hverken dreng eller pige. Og så er han skamløs. Han gør alt det, som man ikke gør, og det eneste, han frygter, er kærlighed og medlidenhed. Her er ingen angst for udstødelse, for udstødelsen er allerede sket, og hovedpersonen næres af tomt raseri. Misdannelsen af kønnet er blot et tilfælde i rækken af ting, familien ikke taler om. Atmosfæren i romanen emmer uheldsvangert af hemmeligheder og løgne, og det er denne stemning, der fortættes i titlen: Maskeblomstfamilien er en plantefamilie, der lever som snyltere. Nu og da lugter de, og så er stanken helt ubærlig.

Rent formelt er ”Maskeblomstfamilien” en af Saabye Christensens mest avancerede romaner. Strukturen er hentet fra den klassiske græske tragedie i tre akter, men begivenhederne følger ingen stram kronologi. Dog ved vi, at det må ende tragisk. Et andet særligt stilgreb er brugen af en upålidelig fortæller. Enkelte gange giver fortælleren læseren flere mulige forløb af en bestemt hændelse at vælge imellem. På den måde konfronteres læseren med sin egen skam eller skamløshed over for romanens tragedie. Man må til sidst frastødes af drengen, som det trods al medlidenhed viser sig at være umuligt at holde af.

”Maskeblomstfamilien” blev filmatiseret i 2010 af den norske instruktør Petter Næss.