Modellen

Citat
”Det var lykke. Men pludselig mærkede han en voldsom smerte i øjnene, som om noget sprækkede og blev knust i dem, det føltes fuldstændig som om øjnene blev fulde af støj. Farverne gled over i hinanden, linjerne gik i opløsning, perspektivet forsvandt, det sortnede slet og ret for ham, og han sank om på gulvet.”
”Modellen”, s. 7.

Isnende kulde fyger gennem Lars Saabye Christensens roman ”Modellen” fra 2005 (”Modellen”, 2006). Her når nådesløsheden nye dybder i fortællingen om kunstmaleren Peter Wihl. Han ser sig truet på eksistensen, da han rammes af en øjensygdom, der vil gøre ham blind. Fra dette udgangspunkt udforsker Saabye Christensen den pris, den kunstneriske skaberevne kræver af livet.

Peter Wihl er kunstner og lever af fortidens store bedrifter. Da han nærmer sig de 50 år, forbereder han en udstilling, der skal være hans jubilæum og store comeback. Midt i arbejdet rammer sygdommen i form af momentane anfald af blindhed. Lægerne giver ham dommen; synet er ikke til at redde.

26428386

Peter Wihl lammes af angst og vil ikke se sin situation i øjnene. Da lejligheden byder sig, allierer han sig med sin barndoms onde ånd, den jævnaldrende og noget suspekte øjenkirurg med det brutalt nihilistiske navn Thomas Hammer. Alliancen har faustiske undertoner og kommer til at koste Peter og hans familie, hustruen Helene og datteren Kaja, dyrt.

”Modellen” har et meget tænkt set-up; kunstmaleren, der bliver blind. Men Saabye Christensen har heller ingen realistiske ambitioner i snæver forstand. Han tematiserer egoismen, begærligheden og smerten ved det kunstneriske arbejde, som også rammer dem, der står omkring kunstneren. Romanen er en ægte tragedie, og som eksplicit undertekst løber Henrik Ibsens ”Vildanden” gennem bogen og giver fortællingen skæbnesvangre pulsslag. Også Goethes ”Faust” – den prototypiske fortælling om det begærlige menneske – er en tydelig reference.

Saabye Christensen er sig bevidst, at hans historie er skematisk og næsten mytologisk, og det udstiller han ved at tydeliggøre klicheer og citater, som da han på første side lader en journalist beskrive den store kunstner: ”… jeg fik en fornemmelse af at det meste af det han nåede at sige, var citater, noget han havde læst eller hørt, lånt fra andre…” (s. 5). Således lader han selve romanen være et eksperiment ud i den kunstneriske skabelses præmisser, hvor kunsten vinder over det levende liv. Det er skarpt, moralsk og iskoldt.