De sorte symboler

Citat
”Lyset stammede ganske rigtigt fra stearinlys, og de var placeret rundt om mormoren i en cirkel på gulvet. De mange ting kastede underlige, bølgende skygger på væggene. Andre sære genstande var synlige omkring mormoren i flammernes skær, og Jennie mærkede sin mave trække sig sammen.”
”De sorte symboler”, s. 71.

Nick Clausens ”De sorte symboler” fra 2011 er en ungdomsgyser, der tager udgangspunkt i et klassisk horrortema: Hekse.

17-årige Jennie og hendes lillebror Markus skal mod deres vilje tilbringe fem dage hos deres mormor i en lille jysk flække. Mormoren opfører sig meget mærkværdigt, og det samme gør beboerne, dyrene, ja selv vejret i den lille landsby er højst besynderligt. Der går rygter om, at Jennie og Markus’ morfars nylige død ikke var helt naturlig. Jennie og Markus finder mystiske symboler i deres soveværelse, og de opdager, at mormoren udfører sære ritualer i kælderen om natten. Inden længe ved de ikke, om de selv er påvirket af magiens stærke kræfter.

28664842

Fortællingen er bygget op som en klassisk gyserhistorie med velkendte spændingselementer som en aflåst kælder, en kirkegård i tusmørke og en død mobiltelefon. Der opbygges derudover suspense i handlingen, ved at læseren får indblik i Jennys noter til en opgave om heksekunst imellem nogle af kapitlerne. Der er nemlig en tydelig sammenhæng mellem lærebogens beskrivelse af heksekunsten, som Jennie noterer fra og de virkelige hændelser, der sker under deres ferie hos mormoren.

Jennie er bogens troværdige fortæller hele vejen igennem på nær i kapitel fire, hvor mormoren afslører for læseren, at hun må bryde sit ”løfte” og ”finde bogen frem igen”. Jennie bliver mere og mere isoleret, som handlingen skrider frem. Hun mister sin oplader til sin mobil og dermed kontakten til veninden Kitt i København. Hendes kat Kanel forsvinder. Også broderen Markus skildres som utilregnelig. Han vil gå langt for at afprøve de sorte symbolers kraft og er ikke bleg for at bruge Jennie som forsøgsperson. Vi har tidligere hørt, at tanken om udødelighed har fascineret ham, siden de var helt små. Efterhånden aner man dog, at han ved hjælp af sort magi er underlagt en andens vilje, men hvem afsløres først hen mod bogens slutning.

Bogen er skrevet i et flydende og lettilgængeligt sprog. Personkarakteristikkerne i bogen er ikke dybe – det er de mystiske hændelser, der til slut kulminerer i bogens velkonstruerede plot, der er bogens omdrejningspunkt.