Genrer og tematikker

Suzanne Collins’ Hunger Games-trilogi har vundet terræn som det nyeste skud på stammen af fantasyromaner for unge. Ligesom i bl.a. Harry Potter- og Twilight-serien behandles klassiske tematikker som oprør med autoriteter, venskaber og kærlighedsforviklinger fra en ung fortællers synsvinkel. I alle tre serier udgør kampen mod en ondsindet magt ligeledes det dramatiske grundstof. Omend disse grundfundamenter i mange henseender er de samme, besidder Collins’ bøger en moralsk og menneskelig kompleksitet, som end ikke de sene Harry Potter-bøger kan hamle op med. Barmhjertighed og ondskab er langt fra entydige størrelser hos Collins, som samtidig beskriver en fremtid, der fremstår skræmmende realistisk, fordi den trækker veksler på en letgenkendelig fortid og nutid.

Det er netop pga. sin realisme, at Hunger Games-trilogien er så effektiv. Ondskaben er langt fra en uhåndgribelig størrelse som orker, troldmænd, hekse eller vampyrer, men derimod et politisk system, der fungerer på præcis de samme præmisser som de styreformer, vi kender fra bl.a. DDR, Stalintidens Sovjetunionen eller det nuværende Shah-styre i Iran. Gennem umenneskelige magtdemonstrationer, stærkt organiseret tortur og allestedsnærværende kontrolstyrker fremstår Panem som en frygtindgydende – men desværre ikke urealistisk – fremtid. Hunger Games-trilogien er fremtidsdystopi i samme boldgade som f.eks. George Orwells roman ”1984” og Alan Moores stilskabende tegneserie ”V for Vendetta”.

Samtidig gennemsyrer realismen også karakterbeskrivelserne, som er langt mere nuancerede, end genren af ungdomsfantasy normalt tillader. Capitols arbejdere er ikke alle ondsindede håndlangere, mens oprørsstyrken langt fra optegnes som et rosenrødt alternativ til Capitol. Grænsen mellem godt og ondt er flydende, men aldrig forudsigelig hos en forfatter, hvis karakterer er komplekse størrelser, som besidder had, hævngerrighed og dræberinstinkt på lige linje med barmhjertighed.

Moral og mental styrke er i fokus i de voldsomme beskrivelser af Dødsspillene. At ligesindede teenagere tvinges til at bekæmpe hinanden, bibringer romanerne et iskoldt mørke og en bemærkelsesværdig moralsk kompleksitet. Hvad sker der, når unge mennesker tvinges til at dræbe andre for egen overlevelse? Og hvordan reagerer mennesker, når moral og overlevelsesinstinkt kolliderer? Det er med tungsindige spørgsmål som disse, at Suzanne Collins skaber unik ungdomslitteratur gennem paralleller til f.eks. tidligere østeuropæiske stikkersamfund.

Krigens rædsler og de psykiske mén ved at dræbe er ligeledes gennemgående tematikker, ikke mindst i de to seneste bind af Hunger Games-trilogien. I et interview med New York Times fortæller Suzanne Collins, hvordan faderens tjeneste i Vietnamkrigen satte sig varige spor i hendes familie og leverede inspiration til hendes senere romaner. Sommetider vågnede den unge Collins om natten ved at høre sin fars skrig, efter hans tilbagevendende mareridt om de østasiatiske slagmarker. Disse oplevelser overførte Collins til sine portrætter af Kattua og Peeta: ”Dette er ikke et eventyr. Det er krig, og i krig er der tragiske tab, som man sørger over.” (Susan Dominus: Suzanne Collins’s War Stories for Kids. New York Times, 2011-04-08).