Omegapunktet

Citat
“Da hun var barn, sagde han, og jeg ventede mens han nippede til sin drink. Var hun nødt til at røre ved sin arm eller sit ansigt for at vide hvem hun var. Det skete sjældent, men det skete, sagde han.”
“Omegapunktet”, side 78.

I “Point Omega” fra 2010 (“Omegapunktet”, 2010), følger man den uerfarne filminstruktør Jim Finley. Jim er dybt fascineret af videokunstværket “24 Hour Psycho”, som bliver vist på museet MoMa i New York. Et værk som strækker fremvisningen af Alfred Hitchcocks “Psycho” til et helt døgn. Imellem disse videokunstindtryk, som starter og slutter romanen med langsomhed, har Jim kontakt med den intellektuelle krigsteoretiker Richard Elster. Jim ønsker at lave en portrætfilm om Elster og hans erfaringer med at skulle opfinde et nyt sprog til at omtale krigen i Irak. De to mænd befinder sig på Elsters øde tilflugtssted i den californiske ørken, hvor de også får besøg af Elsters datter, Jessie. Romanen kulminerer med, at Jessie forsvinder på mystisk vis og efterlader de to mænd med tomhed og spørgsmål.

“Omegapunktet” er kort af en DeLillo roman at være og skrevet med korte potente sætninger, men den er fuld af store spørgsmål om væren og transcendens, den virkelighed som overskrider sanserne.

28431953

Indtil Jessie forsvinder, søger romanen mod et tankemæssigt indre centrum. Videokunstværket, som er i det inderste indre af MoMa, er et meditativt redskab for Jim. I dette mørke forsvinder han tankemæssigt hen i en ny strakt tid, hvor også hans sansende krop og hverdag forsvinder. ”Der var ingen der så på ham. Det var den ideelle verden, sådan som han kunne have udformet den i tankerne.” (“Omegapunktet”, s. 12). Romanen springer fra denne klaustrofobiske, langsomme og kultiverede filmfiktion til den grandiose, lyse og udstrakte ørken. Uden by og mennesker og knap nok med et mobiltelefonsignal er Jim, Elster og Jessie placeret i en natur præget af ”den geologiske tids kraft” med bjerge, canyoner og sand. Det er netop et udkantsområde, hvor overgangen mellem liv og død, mellem civilisation og natur er nærværende. Da Jessie forsvinder sporløst, vågner de to mænd op til en ny dagsorden af dødelighed og realiteter. Hos den japanske forfatter Haruki Murakami møder man samme tema i “Sputnik min elskede” fra 1999, hvor pigen Sumire forsvinder mystisk fra toppen af et bjerg.