Hvid støj

Citat
“Jeg har ondt af mennesket og den mærkværdige rolle vi spiller i vores egne katastrofer. Men hvad nu hvis hun ikke havde hørt radio? Hvad nu hvis hun udviklede ægte symptomer på naturlig vis? (…) Hvad var værst, den virkelige tilstand eller den selvskabte, og betød det noget?”
“Hvid støj”, s. 157.

“White Noise” fra 1985 (“Hvid støj”, 2000) blev Don DeLillos store gennembrud – både hos kritikerne og hos publikum.

Romanen følger et år i Jack Gladneys liv; Jack lever et stille liv i en lille by i midtvesten, hvor han passer sit arbejde som professor for Hitler-studies, et akademisk felt, som han selv har opfundet. Jack lever sammen med sin hustru Babette og fire børn fra forskellige, tidligere ægteskaber.

Den moderne amerikanske idyl brydes, da en ulykke fører til et gasudslip og en tung, giftig sky lægger sig over byen. Alle evakueres til en spejderlejr, og Jack finder ud af, at han har været udsat for det dødbringende kemikalie Nyodene D. Eksperterne eksekverer dommen: Stoffet vil være i hans krop i 30 år, først efter 15 år vil det være muligt at sige, hvor længe han vil overleve.

23100517

Jack bliver grænseløst optaget af sin egen forestående død, og samtidig finder han ud af, at hans kone i al hemmelighed har deltaget i et medicinsk forsøg med et stof, der måske kan fjerne angsten for døden. Det viser sig, at Babette har været overvældet af angst og har gjort alt for at få fat i stoffet. Herfra må de forsøge at afklare deres liv og acceptere absurde fakta, som at giftgasudslippet har gjort solnedgangene afsindigt smukke, og at supermarkedet er blevet totalt reorganiseret.

Romanen satiriserer både over dilettantiske universitetsmiljøer med populærkulturel slagside og over den totale desintegration af ’den amerikanske familie’. Samtidig præsenterer romanen en rammende kritik af en mediegennemsyret forbrugskultur, der forsøger at drukne eksistentielle spørgsmål i ture til supermarkedet. Men romanens hovednerve er tematiseringen af angsten for døden, som den teknologiserede samtids konstante summen kun gør mere afgrundsdyb. Det er teknologien og angsten, der er den hvide støj: “Der er noget under vores livs velkendte fernis, som teknologiens magt næsten ondsindet bærer med sig. Og det forårsager en mærkelig, uforståelig rædsel. Lille, ligesom… silkeagtig, men jeg tror det er der.” (DeLillo citeret på www.perival.com, Don DeLillo’s America, skribentens oversættelse).