Mao II

Citat
”For mange år siden gik jeg og troede at det var muligt for en romanforfatter at ændre en kulturs indre liv. Nu har bombemagere og revolvermænd overtaget det territorium. De går til angreb på den menneskelige bevidsthed.”
“Mao II”, side 49.

Don DeLillos tiende roman “Mao II” udkom i 1991 (“Mao II”, 1991). Her fortsætter han kritikken af en vestlig civilisation, der for ham at se er gået op i sømmene. Kritikken er urovækkende forud for sin tid.

“Mao II” består af lige dele kunst og terrorisme, massehysteri og intens individualisme. Hovedpersonen er Bill Gray, en berømmet forfatter. Han ønsker at undslippe sin rolle som kulturel helt, han er desillusioneret på kunstens vegne og lever helt tilbagetrukket fra al opmærksomhed. Han bliver opsøgt af en fotograf, der ønsker at tage et billede af ham, og langsomt bliver han trukket tilbage til verden, da han i sin desillusion forsøger at frelse et gidsel fra en Maoistisk terrorgruppe i Libanon.

Romanen er letlæst, men det er i høj grad en idéroman, der reflekterer over romankunstens mulighed for at ændre den sociale bevidsthed.

I DeLillo-kritikken er der enighed om, at den stærkt individualistiske Bill er lige dele Salman Rushdie, Thomas Pynchon og DeLillo selv. Forfatteren står i opposition til en forvildet forbrugskultur, hvor ordet har tabt til billedet, og hvor tiltrækningen til massebevægelser dækker over den personlige fremmedgørelse. Således starter romanen på Yankee Stadium til et massebryllup i Moon-bevægelsen, og der er også et sideblik til en ulykke ved en sportsbegivenhed, hvor hysteriske fans tramper hinanden ihjel. Her er en parallel til den tematisering af fascistoide masseprocessioner, som Jack Gladney underviser i på Hitler Studies i “White Noise”.

I sådan en kultur kan terrorismen fremstå som den eneste meningsfulde handling – det er også et tema i Paul Austers væsensbeslægtede roman “Leviathan”.

“Mao II” vurderes generelt ikke som en af de mest vellykkede i DeLillos produktion. Dog er forfatteren Bill Grays refleksion over, om romankunsten har tabt sit kritiske potentiale til terrorismens effektivitet spot on i lyset af den effekt, de seneste års terrorisme har haft på USA. DeLillos mest konkrete, men ikke mest vellykkede, svar på den problemstilling kommer med “Falling Man” fra 2007 (“Den faldende mand”, 2008), der – nærmest nødvendigvis – måtte skrives efter 9-11. Kritikere er dog enige om, at DeLillos kæmperoman “Underworld” netop er et forsøg på at rehabilitere romangenren.