Daniel Dencik skriver sig ind i en tendens, der har præget den litterære scene i efterhånden en del år. I autofiktionen bliver det virkelige, biografiske liv udgangspunkt for fiktionen. Det åbner for et dobbelt læsespor, hvor læseren må spørge sig selv: Hvad er fiktion? Hvad er sandhed? Man udfordres til at forholde sig til, hvor vidt sandheden om virkeligheden findes.
Udgivelsen af ”Anden person ental” førte til en debat om, hvordan man som kulturjournalist forholder sig til et værk om en person og af en forfatter, der har været udsat for de samme alvorlige anklager. En lignende diskussion har norske Karl Ove Knausgårds bøger været genstand for. Knausgård brugte også sit eget liv som afsæt i seksbindsværket ”Min kamp”. Medlemmer af Knausgårds familie tog stærk afstand til værket, da de første bind udkom i Norge i 2009, og modtagelsen af ”Min kamp” medførte en diskussion af, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed går.
”Brun mands byrde” fra 2013 af Hassan Preisler tilhører samme genre. Det er en roman, der handler om manden Hassan Preisler, der føler sig splittet mellem to identiteter. Tematisk er Preislers roman også på linje med flere af Denciks udgivelser. Preisler skriver med udgangspunkt i sig selv, hvorfor manden uundgåeligt bliver hovedpersonen, og det er hans identitetskrise, det kredser om. Selvom Preisler måske fremstår mere selvironisk end Dencik, deler de en sikker sproglig stil, lige som de er fælles om en ærlighed og ægthed i deres udtryk, som virker forførende.
Denciks debutroman har også et tematisk slægtskab med Thomas Vinterbergs film ”Jagten” fra 2013. Begge handler de om, hvor meget en mand kan tåle at blive udsat for. Hvor mange falske anklager kan en mand holde til, før han begynder at opføre sig uciviliseret? Der er derfor mange ligheder mellem hovedpersonen Alexander i Denciks roman og Lucas, som er hovedpersonen i Vinterbergs film. Selv siger Dencik om sin fortællings lighed med ”Jagten”: ”Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen har nærmet sig det emne så godt, de overhovedet har kunnet, men desværre er jeg selv en endnu stærkere ekspert i, hvordan det er at være udsat for sådan noget. Jeg tror ikke engang, min bror eller far rigtig kan forstå det”. (Tine Maria Winther: Daniel Dencik: »I anstændighedens navn er Sverige blevet et land, der hugger folk af ved anklerne«. Politiken, 2014-01-26).