I “La misteriosa fiamma della regina Loana” fra 2004 (“Dronning Loanas mystiske flamme”, 2005) vågner den 60-årige hovedperson og antikvar Giambattista Bodoni op efter et slagtilfælde og har mistet sin hukommelse. Eller det vil sige: han har mistet hukommelsen om, hvem han er og om hans hustru og børn, mens han kan huske indholdet af alle de bøger, han har læst gennem sit liv. Det betyder, at selv om han ikke kan kende sin familie, så ved han fra bøgerne, at sådanne eksisterer, og at man typisk holder af dem, og det simulerer han så. Tilsvarende er alle de sætninger, der slipper over hans læber, citater fra diverse værker – højlitterære som simple.
25758862
Bodoni går på jagt efter sig selv og sit livs kærlighed. Han drager tilbage til sit barndomshjem og endevender loft, kælder samt diverse værelser for at finde og undersøge det, der har skabt hans identitet. Som læsere bliver vi vidne til oprulningen af hans familiehistorie. Vi kommer tilbage til krigens og fascismens Italien og får fortællingen om, hvordan familiens historie hænger sammen med landets historie. Og langsomt finder Bodoni sig selv og sin mystiske Loana, så han igen kan blive et helt menneske.
Ligesom Ecos øvrige forfatterskab handler ”Bodoni” om glemsel versus hukommelse og historie versus fiktion. Igen får han slået fast, hvor vigtigt det er at kende og forstå vores fortid, og at det først er, når vi har greb om fortiden, at vi kan forstå os selv i nutiden. Når Bodoni går på opdagelse i sin historie, skaber han i første omgang et fiktionelt billede af sig selv, men jo flere fakta der kommer på, og jo flere konkrete mellemmenneskelige møder, der kommer til, des mere bliver han til et helt menneske.