Egan sætter en ære i for hver ny bog at gøre noget nyt, så hun er genremæssigt svær at sætte i bås. Hvor ”Tæskeholdet banker på” kan siges at være en postmoderne fortælling, der er eklektisk i sin måde at lege med former og genrer på, så er hendes første roman, ”Invisible Circus” (1995), en mere traditionel dannelsesroman, som med Egans egne ord er den type roman, ”der får en del mennesker til at bryde ud i gråd. Den type roman, der får folk til at sige, åh, hvornår skriver du en ny roman ligesom den?” (Emma Brockes: A Life in Writing: Jennifer Egan. Guardian, 2011-05-11). Men det gør Egan aldrig, for det handler for hende om at komme nye steder hen hver gang, hun begynder på en bog. Efter debutromanen kom således ”Look At Me” (2001), en slags satire om en fotomodel, der bliver vansiret efter en trafikulykke, og herefter kom ”The Keep” (2006), der er en gotisk roman. Senest har hun prøvet kræfter med en ”twitterroman”, en roman, der er skrevet som en række tweets på de sociale medier. Det er måden, vi kommunikerer på, der interesserer Egan, og hun virker utrættelig i sin udforskning af, hvad litteratur kan.
Egan er journalistisk i sin tilgang til stoffet. Der er et tema, hun vil undersøge, som det for eksempel er tilfældet med ”Tæskeholdet banker på”, hvor det er tid og musik, der udforskes. Hun belyser disse temaer fra forskellige vinkler, bruger musikproduceren Bennie som afsæt for en miljøskildring fra punkrockens begyndelse i 1970’erne og til en afdækning af den haltende musikindustri omkring årtusindskiftet og benytter sig samtidig af power points og musiklister til at undersøge, hvad pausen inde midt i et rock n’roll-nummer har af betydning. Samtidig er romanen et eksperiment med tid, med at bryde den op, skrue den frem og tilbage, uden de store forklaringer eller henvisninger. Det har affødt indtil flere websites på internettet, hvor læsere nu forsøger at sammensætte Egans karakterers tidslinjer kronologisk.
For hver ny bog er det et nyt emne, som Egan har lyst til at afdække, for som hun siger: ”Helt ærligt, så går jeg efter det, der tænder mig. Det er det, det handler om.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Jennifer Egan. Guardian, 2011-05-11).