I sin bog fra 2012, kortromanen ”Black Box” (”Sort boks”, 2013), bliver Jennifer Egan ved at lege med fortælleformen, og denne gang i endnu højere grad. ”Sort boks” udkom først på magasinet The New Yorkers side på Twitter – et magasin, Egan ofte har skrevet for. Den blev udsendt som en række tweets over en periode på ni dage i maj 2012. Et tweet må maksimalt være på 140 tegn, og romanen er derfor fortalt gennem ultrakorte afsnit. Det bliver nærmest en slags haikuagtig prosa med et science-fiction præget indhold.
Handlingen finder sted i en nær fremtid, og det giver atter Egan mulighed for at lege med tankerne om fremtiden. Bogen giver sig ud for at være en slags manual fra en efterretningsvirksomhed til den udsendte spion, men efterhånden som bogen skrider frem, ligner fortællingen mere en logbog. Den sorte boks, som man finder efter flykatastrofer. Den, der fortæller os, hvad der er gået galt.
50781259
En agent er sendt i marken, langt væk hjemmefra. Hun befinder sig et sted ved Middelhavet i Sydfrankrig og skal fange sit offers, her kaldt den ”Tildelte partner”, opmærksomhed.
Det er en mission, hun er sendt på for at redde sit fædreland, og om hun vender tilbage er uvist. Det handler om at få oplysninger ud af ham, mens han blot tror, hun er en helt almindelig ”skønhed”: ”At udgive sig som en skønhed indebærer, at du ikke kan læse det, du kunne have lyst til, på en klippekyst i Sydfrankrig./ Sollys på bar hud kan være lige så nærende som mad./ Selv en magtfuld mand bliver kortvarigt forlegen, når han første gang afklæder sig og står i badebukser.” (s. 9).
På trods af de ultrakorte og helt nøgternt gengivne beskeder, som udgør historien, lykkes det Egan på at gøre læseren fuldkommen opslugt og berørt af agentens skæbne. Blandingen af det minimalistiske manualsprog og spændingsromanens drama er litterært nyskabende og forbløffende virkningsfuld.