Beslægtede forfatterskaber

Krimigenren har mange underafdelinger, og i forhold til anslag og anlæg viser der sig i hvert fald tre grupper; den journalistiske, den ‘kolorerede’ og den litterære. Den kolorerede tegnes af popmusikere, tegneseriefreaks og filmfolk som Jo Nesbø, Jussi Adler-Olsen, Morten Hesseldahl og Christian Mørk med en hurtig klipning, filmiske scenerier og stor billedrigdom, men med et ofte flagrende sprog. Den litterære befolkes af forfattere som Susanne Staun, Håkan Nesser og Jokum Rohde, der fornøjede surfer rundt på metalag, intertekstualitet og sproglig opfindsomhed. Den journalistiske rummer ud over Egholm folk som Leif Davidsen og Jens Henrik Jensen, der udvikler de indre og ydre landskaber i en anderledes traditionel, deskriptiv stil med forpligtelse på at gengive virkeligheden i forholdet en til en. 

Krimien er per definition kritisk og bekymret, og mange skandinaviske femi- og machoforfattere, såvel som journalistiske og kolorerede har opprioriteret denne dimension og lagt den sammen med en markant psykologisk interesse og en udmalet humanisme. Det har givet anledning til nok en rubricering, nordisk krimi, som forlagene flittigt benytter, når de skal markedsføre deres forfattere i udlandet. I dette åndedrag kan det nævnes, at bøger skrevet af Elsebeth Egholm også er udkommet i Norge, Sverige, Tyskland og Holland. 

I virvaret af rubrikker og kategorier er Elsebeth Egholms nærmeste åndsfæller formentlig svenske krimidronninger som Liza Marklund og Camilla Läckberg, og ligesom dem har hun også tiltrukket en opmærksomhed, som går videre end bogmarkedet. I 2011 skrev hun manuskript til TV2-dramaserien “Den som dræber”. Egholms serie om Dicte Svendsen er ligeledes blevet omskabt til tv-serie med Iben Hjejle i den bærende hovedrolle. Det kan i øvrigt nævnes, at en anden dansk forfatter, som også har skrevet om en århusiansk gadekunstner, ligesom Egholm gør det i ”Jeg finder dig altid”, er Sissel-Jo Gazan, hvis anonyme street art-kunstner går under betegnelsen Blækhat i romanen af samme navn fra 2017.