I 1997 påbegyndte Einar Már Guðmundsson en ny trilogi bestående af ”Fodspor på himlen”, ”Drømme på jorden” og ”Navnløse veje”. Samlet er de tre romaner en omfattende slægtskrønike med delvist udspring i hans egen familie.
I ”Fótspor á himnum”, 1997 (”Fodspor på himlen”, 1999) er den alvidende jeg-fortæller bekendt med optrin, følelser og samtaler hos mange generationer bag sig. Et mylder af mennesker befolker romanen, der tegner et billede af Islands udvikling gennem hundrede år. Med blik til landbefolkningen, der er afhængige af vejret og af at stå i god forbindelse med det overnaturlige, og til folket i hovedstaden, der i fortællerens bedsteforældres tilfælde levede fattigt og kummerligt, berettes om møder mellem mennesker og mellem liv og død. Døden er livets følgesvend i form af tuberkulose, fiskerulykker og almindelig fattigdom. Et par af fortællerens farbrødre er opildnede af kommunismen og drager til Spanien for at vælte Franco under den spanske borgerkrig, og Gud og Stalin hersker på omtrent samme niveau. I et poetisk sprog fortælles om det islandske folk og den underliggende tro (på religion, politik og overtro), der får dem godt gennem livet.
23327813
”Draumar á jörðu” fra 2000 (”Drømme på jorden”, 2001) fortsætter i samme ikkekronologiske stil med at fortælle om fortællerens far og dennes ni søskende. Specielt den tuberkuløse søster Sæunn får meget opmærksomhed i romanen, bl.a. ved de breve hun har skrevet til fortællerens far Olaf. Faderen og hans søskende blev alle sendt på opfostring på gårde, da de var små, fordi hjemmet i byen var for usselt og fattigt, trods kærlighed fra moderen Gudny. Rundt om på gårdene må de klare sig, som de bedst kan med de fysiske evner, de nu er udstyret med, og drømmene på jorden holder dem vågne. I drømmene får de syn om fremtidige begivenheder og kontakt til det hinsides, og det forekommer naturligt at have kontakt med både døde og ufødte.
”Nafnlausir vegir”, 2002 (”Navnløse veje”, 2003) fører fortællingerne om de ti søskende videre og følger nu også deres børn, dvs. fortællerens generation. Ragnar Spaniensfaren er denne gang central, og livet som det leves i barakkerne i Reykjavik i efterkrigstiden, udfoldes.
Hvor første bind dækker de første dekader i det 20. århundrede, foregår andet bind før og under 2. Verdenskrig, og tredje bind fører historien op i 1950’erne. Til sammen giver trilogien et detaljeret billede af Islands historie, både i minutiøse gennemgange af hverdagsrutiner og i overordnede blik på landets udvikling. Farmor Gudny står i midten af det hele som den store mor, der ikke kunne holde samling på sine tropper, men holder sammen på fortællingen om en stor slægt i en omtumlet historie. Der står et sted, at tiden ikke går lige hurtigt rundt om i landet, og Einar Márs trilogi følger både de hurtige og de langsomme ure.
Slægten bygger på Einar Márs egen slægt i en skønsom blanding af fakta og fiktion: ”Hovedlinjerne i slægtsromanerne er bygget på min fars slægtshistorie, og er faktiske. Rammen er faktisk. Men når man giver sig til at skrive historien, kommer der en masser af sorte huller, og her kommer digteren ind. Digteren må fylde de sorte huller ud.” (Og den historie blev bedre med årene. Information, 2003-11-22.)