Islandske konger

Citat
”Arnfinn Knudsen var helt enig med sin far, Astvald, om, at han ikke behøvede at forlade Tangavik. Dér var jo alt, hvad han længtes efter, fisk, fugle, æg, brændevin, sang og glæde, og så dén ene ting, der aldrig forsvandt ud af hans tanker, Elsa Einarsdottir, selveste herskerinden på slottet, Fjeldenes Dronning, som drømmeprinsessen på det hvide lærred, og hvis ikke hun tog imod tilbuddet, var der utallige andre, som han kunne vælge imellem.”
”Islandske konger”, s. 180.

I 2012 udgav Einar Már sin første roman i fem år, den sprælske ”Íslenskir kóngar” (”Islandske konger”, 2013). Det er fortællingen om en hel slægt af Knudsener, om islandske småkonger og om livet, som det udspiller sig i den lille fiktive fiskerby Tangavik på Islands sydkyst. Arnfinn Knudsen er den primære karakter og midtpunkt i en uoverskuelig og vidtforgrenet slægt.

Tangavik danner ramme for tre generationer Knudsen, hvilket samtidig optegner en betydningsfuld periode af Islands nyere historie. Begivenhederne omkring fiskekongen Astvald, altmuligmanden Arnfinn og dennes søn Jonatan, der driver det vidt som finansmogul, rummer tilsammen de væsentligste elementer i Islands udvikling fra simpelt fiskersamfund til (fejlslagen) spydspids for liberalistisk økonomi og politik.

Einar Már Guðmundsson følger i romanform op på den polemiske kritik af Islands finanseventyr, som han i essayform udfoldede i ”Hvidbogen” og ”Bankstræde nr. 0”. I ”Islandske konger” er finansfyrsterne skrevet ind i fiktionen: ”Hvordan Jonatan Knudsen bar sig ad med at sælge byens besiddelser og leje dem igen, købe dem igen og udleje dem igen, i et endeløst kredsløb, er en stor gåde; men sådan går historien i ring.” (s. 31).

50587258

I lighed med megen anden islandsk litteratur er der både formelle og eksplicitte henvisninger til sagaerne. Formelt med det veritable mylder af familiemedlemmer, blodige opgør og spil om magt og ære. Eksplicit omtales Arnfinn Knudsen som en sagahelt, og der er utallige referencer til bestemte sagaer. Også øvrig islandsk litteratur spiller med, lige som international litteratur- og kulturhistorie gør det. På den måde illustrerer romanen Islands kendetegn med en rodfæstethed i sin egen kultur og plantet midt mellem amerikansk og europæisk indflydelse. Årene omkring republikkens fødsel er centrale i romanen, og det årelange opgør med både Norge og Danmark er – fornemmer man – yderst påtrængende.

Kærlighedskvaler, alkoholproblemer, en ustyrlig natur og en exceptionelt stor iderigdom er sammen med diskussioner om kunst, pædagogik og moral grundsten i dette fyrværkeri af en roman.