Mellem de store romaner med omfattende persongalleri finder man gennem hele Ekmans forfatterskab en række mindre, mere eksperimenterende romaner. Det gælder den lille eksistentialistiske roman "Hunden" fra 1986 ("Hunden", 1986) om en hvalp, der må lære at klare sig selv alene i skoven, og den efterfølgende "Rövarna i Skuleskogen" fra 1988 ("Røverne i Skuleskoven", 1989).
23778483
I "Røverne i Skuleskoven" handler det om et naturvæsen, der langsomt bliver til menneske: skov + ord = Skord. Dette væsen er en slags naturens erindringsopsamler, som vokser frem af naturen, mytologien og eventyrene omkring 1300-tallet og lever helt til slutningen af 1800-tallet, hvor forestillingen om en jernbane gennem skoven begynder at vise sig. Romanen er således en form for opsamling af hele den historiske tid. Kerstin Ekman er meget bevidst om, at mennesker har brug for rødder, og at rødder også er noget, man kan bevidstgøre sig om gennem læsning. "Røverne i Skuleskoven" er et indlæg for den vældige natur, vi alle er en del af, men som bliver behandlet uden respekt.
En parallel roman udkom i 2000. "Urminnes tecken" ("Arilds tegn", 2001) handler udelukkende om skoven, vandene og fjeldet betragtet som et levende landskab befolket dels med dyr, dels med bittesmå væsner med hundeøjne. Bogen udspiller sig i det nordlandske landskab, som er så nærværende i Ekmans forfatterskab: Ved søen Svartvattnet, i skyggen af fjeldet Giela, i det væsnerne kalder den skånede skov, fordi mennesket endnu ikke har brændt, fældet og ødelagt den vilde natur. Her ligger den altid nærværende civilisationskritik som en fin og stærkt spundet tråd.