Den uendelige historie

Bastian Balthasar Bux er klassens tykke dreng. Det eneste, han er god til, er at fortælle historier, og det er ikke i kurs, selv om det gør ham til en god ridder i fantasiens rige. Han er hovedperson i Den uendelige historie, som udspiller sig både i en utidig, dagligdags verden, hvor Balthasar må flygte fra ensomhed og ondskabsfulde børn - og den fantasiens verden, som han flygter ind i. De to verdener markeres af to forskellige farver tryksværte, hvilket ikke blot kan være en hjælp for læseren, men som også markerer de to verdeners realitet og skellet imellem dem.

05625351

Der er imidlertid porte i muren mellem de to verdener. Og en sådan port er en bog, som Bastian får fat i. Den hedder Den uendelige historie og er identisk med den bog, som læseren af Ende sidder med. Det lille tryllekneb får os til at forstå denne og mange andre bøgers funktion som virkelighedsmodel og vejviser.

Størstedelen af Den uendelige historie udspiller sig i riget Fantásien, der ved bogens optakt står over for en katastrofe: store dele af riget forsvinder i bogstaveligste forstand og erstattes af sorte huller af tomhed. Indianerdrengen Atreju udpeges til at finde ud af, hvad der er galt. Vi følger ham på hans rejse til den ældgamle hukommelse, skildpadden Morla, forbi insektuhyret Ygramul og mange andre farer til mødet med lykkedragen Fuchur. Rejsen går forbi de to blinkende og dødbringende sfinkser til den store gådeport og frem til oraklet Uyulála, der afslører, at den næring, der holder Fantásien oppe, er, at rigets hersker, den barnlige kejserinde, med mellemrum skal have et nyt navn. Det navns skal hun have af et menneske, der står uden for Fantásien.

Det bliver Bastian, der går ind i Fantásien, redder det og hyldes som frelser. I Fantásien udstyres han med almagt, der beruser ham, og som han i en voldsom oplevelseshunger bruger løs af. Men for hvert ønske han får opfyldt glemmer han noget af sit "virkelige" liv. Og til slut er Bastians identitet ligeså truet af udslettelse, som Fantásien var ved bogens begyndelse. Bastian vil ikke tilbage til det dagligliv, der var fyldt med sorg, og til slut husker han slet ikke, at det findes.

Han bliver reddet fra udslettelse - hvordan kan man læse i romanen. Og hans redning betyder samtidig en erkendelse af venskabets og kærlighedens væsen, som han kan bruge i den dagligdag, bogen startede i, og som er de fleste menneskers.

Den uendelige historie handler om Bastians udvikling. Den er en slags fantastisk dannelsesrejse, der gør ham til et helt menneske, der hverken fornægter den ydre eller den indre verdens realitet. Ende demonstrerer fantasiens styrke ved at udfolde den i et utroligt fabulerende landskab og en åndeløst spændende handling, hvor egenskaber, drømme og andre psykiske fænomener blive til konkret anskuelige figurer, så bogen både kan læses for sin spændende historie og sin næsten uudtømmelige symbolrigdom.