Beslægtede forfatterskaber

Sarah Engell skriver med stor respekt for målgruppen. Hun tager de unges problemer alvorligt og skriver om det, der gør ondt. Den tendens findes bredt i dansk ungdomslitteratur i øjeblikket. Forfattere som Sanne Munk Jensen, Ronnie Andersen og Sanne Søndergaard skriver også barske ungdomshistorier, der tager fat i teenagerlivets store temaer.

Sanne Søndergaard har som Engell skrevet en bog om mobning, og hendes hovedperson Agnes i ”Kære dødsbog” har meget til fælles med Engells Stella i ”21 måder at dø”. De er begge seje og kloge piger, der ikke klynker udadtil. De forsøger at overleve deres barske virkelighed med ydmygelser og skam ved at lade som ingenting og drømme om døden. Begge bøger fortælles i et præcist og rammende ungdomssprog, og det er tydeligt, at begge forfattere har styr på, hvordan de unge taler. Selv siger Engell om det: ”Jeg har ladet mig inspirere kraftigt af de unges sprog på nettet, og jeg har med vilje gerne villet indfange en realistisk tone – det handler om, at jeg gerne vil ramme de unge. Så går det jo ikke at lyde så oldgammel, som jeg jo er.” (Pernille Glavind Olsson: Et snit i struben kræver mega selvkontrol. Jyllands-Posten, 2014-02-22).

Den bidende og brokkende tone i ”Hvis bare…”, hvor hovedpersonen i en snakkende strøm udleverer både sig selv og andre, kan minde om tonen i den engelske forfatter Helen Fieldings succesroman ”Bridget Jones' dagbog”. Sof er måske ikke helt så pinlig som Bridget Jones-figuren, men de har de kiksede kærlighedsforsøg og drømmen om den eneste ene til fælles. Man kunne godt kalde ”Hvis bare…” en Bridget Jones for teenagere.

Engell skriver realistiske ungdomsromaner om aktuelle og eksistentielle temaer i et troværdigt sprog. Det gør det umiddelbart let for unge at identificere sig med hendes hovedpersoner, men det er nu ikke målgruppen, hun tænker på, når hun skriver. Hun siger: ”Som udgangspunkt skriver jeg om det, der interesserer mig her og nu. Ting der berører mig, undrer mig, gør mig nysgerrig. I selve skriveprocessen er jeg ikke så optaget af målgruppen, for så oplever jeg, at teksten bliver konstrueret og mister autenticitet og nerve. Mit fokus er primært at fortælle en god historie.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, april 2015).