Bedst og mest indgående er Esben og faren beskrevet, men også de andre figurer er tegnet med præcise streger.
Knud Erik Pedersen anvender et knapt, enkelt, rytmisk og underfundigt sprog med korte sætninger. Denne fortælleteknik lægger sig tæt op ad en mundtlig fortælletradition, hvor den jyske dialekt får lov at stå, når det er nødvendigt, og hvor hvert ord er nøje overvejet. Det er i høj grad i sprogbrugen, det psykologiske portræt af Esben træder frem og afspejler de dybe facetter i hans sind.
Alt det underforståede, det, som ikke står på linierne, men mellem dem, er en afgørende del af bøgernes overbevisende jyske særpræg. Det er dette, som er med til at gøre teksten nærværende og vedkommende, og som kan give læseren mulighed for selv at leve sig ind i drengen Esbens tanker og følelser.
Lige så betydningsfuld er den karakteristiske underspillede humor. Den lurer tit under overfladen, hvorfra den overraskende kan vælde frem og spille med som Esbens selvironiske distance, og kommer til udtryk i en forsonende og lys tone.