Jens-Martin Eriksen er stimuleret af indsprøjtninger fra verdenslitteraturen. Blandt andre hører franske Louis-Ferdinand Céline, britiske Christopher Isherwood og amerikanske Flannery O’Connor til inspirationskilderne.
Det er let at trække en forbindelse fra Eriksens ”Vinter ved daggry” til Célines roman ”Rejse til nattens ende” fra 1932. Begge omhandler en jeg-fortællers reaktion på en krigs grusomheder, og hovedpersonerne har vanskeligt ved at undslippe barbariet. ”Rejse til nattens ende” har yderligere en del tilfælles med ”Pilgrim” fra Eriksens hånd. Med kritikeren Torben Brostrøms ord giver fortælleren hos Céline slip på ”alle de mennesker, han har mødt med en opgivelsens energi” (Torben Brostrøm: Céline udforsker mørket. Information, 2009-09-02), og hovedpersonen i ”Pilgrim” forekommer at gøre præcis det op til sin død.
Christopher Isherwood er i kraft af sit hovedværk ”Enlig herre” – udgivet på originalsproget som ”A Single Man” i 1964 – en forløber for døden og sorgen, Eriksen beskriver i specielt ”Jim og jeg”. Isherwood portrætterer i sin roman universitetsprofessoren George, der har mistet sin mand Jim, hvorefter hverdagen savner mening. Den efterladte i Eriksens pendant er ikke mindre fortvivlet, skønt han aldrig har haft det fuldbyrdede kærlighedsforhold til vennen, der er afsættet for Isherwoods roman. Som skildring af en basal tilstand – hvad vil det sige at være til, når man føler sig fortabt – er ”Enlig herre” i øvrigt beslægtet med Eriksens fortællinger om mænd fra ”Nani” til titelnovellen i ”Jonatan Svidts forbrydelse”.
Sporet til sydstatsforfatteren Flannery O’Connor, som Eriksen har kaldt ”nok den bedste af alle moderne” (Jens-Martin Eriksen: Biografi på Litteratursiden.dk, 2011-11-14), er synligt, når det gælder dyrkelsen af det groteske inden for en ellers realistisk ramme. O’Connors karakterer kan udgøre chokeffekter i sig selv, for eksempel i romanen ”Voldsmænd river det til dig”, der for nylig er oversat til dansk. I Eriksens tilfælde er det især passagerne med ekstrem vold i ”Nani” og ”Vinter ved daggry”, der giver mindelser om lektien fra O’Connor: Mennesker er i stand til ekstremiteter, der foregår hinsides logik og næstekærlighed, og det kan fiktionen illustrere men ikke nødvendigvis forklare. Læser man O’Connor, indebærer det groteske et mål galgenhumor, som Eriksen også inkluderer i ”Nani” og mindre udtalt i ”Vinter ved daggry”.
I forhold til den nyere danske litteratur har Eriksen ligesom Naja Marie Aidt en forkærlighed for at skildre dem, der ikke lige danser i takt med flertallet. De utilpassede står fremme på scenen i hans samling ”Jonatan Svidts forbrydelse” og i hendes noveller i ”Vandmærket” (1993) og ”Bavian” (2006). Provinsen er det udvalgte territorium i ”Jonatan Svidts forbrydelse” – her lurer sammenbruddet – et motiv Helle Helle flittigt har anvendt i noveller og romaner og tilsvarende Pia Juul (senest i romanen ”Mordet på Halland” fra 2009). Som novelleforfatter bør det bemærkes, at Eriksen slet ikke dyrker en så ordknap form som Juul eller Helle, men interessen for kollisioner mellem mennesker deler de.