Døden optræder som tema i mange af Jens-Martin Eriksens værker – både som ubegribelig hændelse og det slutpunkt, der får livets værdi til at åbenbare sig. Fortælleren i ”Jim og jeg” prøver at komme overens med sin bedste vens død, og fornemmelsen af ubrugte muligheder præger romanen. Jim fik aldrig sit ægteskab med den skønne Marion, fik aldrig børn, han så vokse op, mens fortælleren modsat har chancen for at skabe en tilværelse. Hvis han vel og mærke kan frigøre sig fra Jims minde, og Eriksen skildrer ham ikke som helt fortabt i den henseende.
Hovedpersonen i debuten ”Nani” står over for en lignende opgave. Han bearbejder
bevidst erindringen af den afdøde Nana gennem en skriveproces. Men i modsætning
til jeg’et i ”Jim og jeg” er han ikke en pårørende uden ansvar. For læseren
fremstår han som Nanas drabsmand – eller i hvert fald hendes misbruger – alt
efter hvor meget af historien, man tolker til at være produkt af hans egen
fantasi. Han dømmer sig selv og andre hårdt, for ham er livet kun en nydelse,
når han beruser sig med sex og alkohol. Men døden gør ham ikke bange. På en
måde svælger han i den ved at genfortælle, hvordan Nana gik bort. Hun
repræsenterer noget mindre smertefuldt i hans bevidsthed sammenlignet med Jims
betydning for fortælleren i ”Jim og jeg”.
I romanen ”Pilgrim” er det derimod den mandlige fortæller, der selv skal dø,
hvilket gør ham desillusioneret og desperat. Eriksen anvender monologformen som
i ”Nani” og ”Jim og jeg”, så der aldrig opstår en distance til fortællerens
perspektiv. Manden i ”Pilgrim” mister kontrollen, og det afspejler sig i
teksten, der bliver fragmenteret og klipper mellem drøm, nutidige iagttagelser
og rejser tilbage i hans hukommelse.
Jens-Martin Eriksen er optaget af ”at give det ubevidste sprog” (Martin
Dalgaard: Man skal ikke tro man ved hvem man er. Månedsbladet Press, 1992-05),
og i ”Pilgrim” etablerer han en røst, der virker som om, den har direkte
forbindelse til sindets nedre lag. Derfor lyder fortælleren ikke forståelig og
sammenhængende hele tiden.
Det gør soldaten imidlertid i romanen ”Vinter ved daggry”, og det bidrager til
beretningens overrumplende karakter. Forfatteren får absurditeten i drabene på
uskyldige mennesker til at stå tydeligere frem, fordi hans fortæller, der er
medskyldig, er nøgtern i sin tone.
”Da jeg skulle skrive historien, var det
vigtigt for mig at trænge ind i begivenhedernes centrum, trænge ind i ondskaben
og ind i det dæmoniske lige fra begyndelsen,” har han sagt i et interview
(MS-redaktionen: Der var engang. Berlingske Tidende, 2003-03-09). Dæmonien
ligner her en art kollektiv psykose, hvor soldaten og hans kammerater følger de
overordnedes befalinger og deponerer deres medfølelse i løbet af få dage. Måske
er det lettere for hovedpersonen at fortælle om, når han giver byer og folk
fiktive navne; så føles det ikke så virkeligt?
Eriksen bibeholder en antydning af samvittighed i sin soldat. Men i ”Jonatan
Svidts forbrydelse” møder vi et individ, hvor det er svært at finde formildende
omstændigheder. Fyren Seth i åbningsnovellen tyranniserer en flække, og da en
af de lokale dræber ham, har handlingen et element af afmagt i konfrontationen
med afstumpede. Outsidertyper må også lade livet i samlingens to andre
noveller. Dødsfald bruges af forfatteren i dette værk som overraskelser, mens
døden i ”Nani”, ”Pilgrim”, ”Jim og jeg” og ”Vinter ved daggry” er en skygge,
der er kronisk til stede.
Af andre væsentlige temaer i forfatterskabet kan nævnes bevægelsen fra
barnetilstand til at være voksen, som især bliver behandlet i romanerne ”Jim og
jeg”, ”Rejse under mørket”, ”Den hvide væg” og ”De uforsonlige”. Flertydig
seksualitet er desuden et motiv i flere af bøgerne. Mest åbenlyst i figuren
Evan Munks tilnærmelser over for Jonatan Svidt i ”Jonatan Svidts forbrydelse”,
men tilsvarende på færde i relationen mellem Jim og vennen i ”Jim og jeg” og i
”Nani”, hvor hovedpersonen nok tiltrækkes af Nana, men alligevel bemærker
manden Nick, der er ”distinkt, evig og grå og smuk”.
Formmæssigt er det den kortere roman med en mandlig fortæller og reelle
dialoger, der er karakteristisk for Eriksen. Han har dog foretaget markante
spring fra genren, tag bare ”Forfatteren forsvinder ind i sin roman”, der
eksperimenterer med romankonstruktionen og låner plot fra den amerikanske
forfatter James M. Cains ”Postbudet ringer altid to gange”. Hvis man leder
efter hunkøn i flokken af mænd i forfatterskabet, får de plads i monologerne i
”Det inderste rum” dedikeret til vekslende kvindestemmer.