“Er I snart færdige?” udbrød han.
“Åh ja, nådige dragon!” sagde Ib, “Nu er vi endelig blevet færdige; jeg har måttet forrette det hele arbejde alene, og derfor tog det så lang tid.”
“Du havde jo din mor til at hjælpe dig. Hvor er hun?”
“Der sidder hun den stakkel! Hendes hjælp var ikke stort bevendt, for da hun så sin kære søn fik hun sin gamle syge igen, jeg mener stivkrampen, så jeg måtte naturligvis først til at hjælpe hende.”
Kulsoen hørte hvert et ord, hun sled i sine bånd for at gøre sig fri, hendes ansigt var blodrødt af anstrengelse.
Efter en kortvarig fred vender svenskerne tilbage i 1658 og genbesætter Sjælland. Det er her opfølgeren til “Gøngehøvdingen”, “Dronningens vagtmester”, begynder.
Kongen er atter indespærret bag voldene i København, og Carit Etlar sender Svend og Ib på en ny mission. Denne gang skal de redde kastanjerne ud af ilden for den hovne fru Elsebeth Buchwald fra Arnøje. Hun har gemt sin formue på godset Søholm, som er blevet besat af fjenden, og mener, det blot er et spørgsmål om tid, før den bliver opdaget. Hun forlanger, hvad hun knapt nok har ret til at bede om, at Svend gør det for hende. Svend påtager sig opgaven, fordi han ligger under for standsforskellene og fordi hans følsomme hjerte har bundet sig til Fru Elsebeths datter, den unge smukke Karen Kaas.
Sammen med Ib begiver han sig af sted til Søholm. Meget belejligt har den spillegale kapellan Tange, som vi er blevet introduceret for i Gøngehøvdingen, hængt sig. De møder bonden, som er på vej op til slottet med kisten. De giver sig ud for at være kapellanens far og bror og kommer ind på slottet. Desværre er Kulsoen kommet under vejr med skatten, og bedst som de er forbi vagterne, dukker hun op og giver sig ud for at være den dødes mor. De kan ikke afsløre hende uden selv at blive afsløret, men i en scene, som betegner et lille højdepunkt i romanen, får de hende pacificeret, stuvet liget af kapellanen ned i hullet i gulvet, hvor skatten var gemt, og smuglet pengene ud i ligkisten.
54463650
Den næste store konfrontation med svenskerne følger kort efter. Fru Elsebeth og frøken Karen er flyttet fra landsbyen Arnøje til borgen Gjørslev, som bliver besat af den lumske kaptajn Esner og hans tropper. Svend og Ib kommer dem til undsætning, og man kunne mene, at Svend hermed fortjente at få sin udkårne, men selv efter han har reddet hendes liv og hendes penge, ser fru Elsebeth ned på ham, og endnu engang resignere han. “Efter krigens ophør levede Svend nede på Lundbygård, ensom og indesluttet i sig selv. Hans spådom hin aften var gået i opfyldelse. Han var blevet glemt og fortrængt. Andre havde taget hans plads, andre høstede fordele af de kampe, han havde vundet.” (side 574). Hans elskede Karen bliver efter moderens vilje gift med sin fætter junker Rud og sygner hen på hans gård i Jylland. Svend har endnu engang vist sig som en hængerøv. Læserens eneste trøst er, at Kulsoen er blevet sendt til havs på en isflage, og at Kong Frederik er trådt i karakter og har vundet folkets tillid med en erklæring om, at han hellere vil dø i sin rede end at overgive sig til svenskerne.
Figurerne i “Gøngehøvdingen” og “Dronningens vagtmester kommer ikke ganske ud af det blå. Der var virkelig en kaptajn Svend Poulsen, som i spidsen for sine snaphaner – samlebetegnelse for “militsstyrkerne”, som kæmpede for danskerne i svenskekrigene – tillagde sig hæder og ære under Frederik den Tredje og blev belønnet med Lundbygård, men han var angiveligt et noget mindre følsomt gemyt, som ikke var kendt for at tage fanger, men for at skyde først og spørge bagefter.