“Gud fader bedre det,” udbrød munken ydmygt og bukkende. “Nådige herre lensmand må endelig komme og hjælpe os ovre i klosteret. Vi lider svært betryk i disse dage.”
“Nå, hvad er der på færde?”
“Den tykke Jens Brok, ham fra Sinding, kom til os for fjorten dage siden og forlangte herberge i klosteret.”
“Ja, det er I jo forpligtet til at yde ham efter lov og vedtægt.”
“Der blev også sat det bedste frem, som vi fattige stakler kunne byde; men hvad forslog det, han ville have det bedre. Han skælder og bander, han piner og knubser os og drikker sig fuld hver evige dag.”
Førstedelen af femtenhundredetallet er dramatisk. Hansestæderne klamrer sig til de sidste rester af magten over østersøregionen. Kirken forsøger forgæves at vægre sig mod Reformationen. Nationen er som så ofte i krigstilstand mod Sverige. Det er det sidste, som er afsæt for “Fangen på Kalø” fra 1872.
I 1517 indgår kong Christian den Anden våbenhvile med Sveriges rigsforstander Sten Sture den yngre. Som led i aftalen bliver Gustav Eriksson af adelsslægten Vasa indsat som gidsel på Kalø slot på en lille halvø i Århusbugten. I Carit Etlars fortælling forelsker slotsherrens unge datter Else Banner sig i fangen. Rundt omkring dem udfolder sig en række små dramaer. Den oppustede ridder Jens Brok har slået sig ned på et nærliggende sortebrødre kloster og er ved at æde de fortvivlede munke ud af huset. I en lille hytte savner den fattige Sidsel sin mand Terkel. I en anden hytte lever tre brødre på kanten af sult, efter at være blevet taget for krybskytteri. Til Kalø ankommer den kvabsede adelsmand Torsten Trolle med en befaling fra Kongen, som skal indskrænke Gustav Erikssons bevægelsesfrihed. Torsten Trolles virkelige motiv er jalousi. Han har fået lovning på Else af hendes far. Med sig har han bogens egentlige hovedperson, den snu og listige knivstikker Esra, som bærer på flere tunge hemmeligheder. Jens Brok blive sat på porten af sortebrødrene, han begiver sig til Kalø og føjer sig til Elses bejlere og gør en komisk figur. Terkel dukker op under en jagt med en besked til Gustav Eriksson. Esra opsnapper den og er på vej til at give den til Torsten Trolle, da Else indhenter ham og får ham over på hendes og Gustav Erikssons side. Trolle skumler og hyrer de udsultede krybskytter til en grusom niddingsdåd. Tragedien nærmer sig. Gustav Eriksson undslipper, men Else og Esra dør.
To år efter bogens afslutning henretter Christian den Anden firs af Sten Stures tilhængere, herunder Gustav Erikssons far, i en begivenhed, som siden blev kendt som Det stockholmske blodbad. Året efter bliver Gustav Eriksson Sveriges nye rigsforstander og efter yderligere to år, i 1523, Kong Gustav Vasa. Regionen og perioden er den samme som i ”Våbenmesteren”. Men der er trods den tragiske slutning mere lys og luft i fortællingen.