I sin første roman, ”The Virgin Suicides” fra 1993 (”Jomfruselvmorderne”, 1994), fortæller Eugenides den grufulde, men fascinerende historie om fem smukke teenagesøstres tragiske selvmord. Begivenhederne finder sted inden for ca. et år i en trist forstadsflække i det amerikanske midtvesten og fortælles af en flok jævnaldrende drenge fra lokalmiljøet 20 år efter selvmordene. Et stykke inde i voksenlivet kan det fortællende ”vi” stadig ikke helt slippe Lisbon-pigerne og deres tragiske skæbner.
23119714
Tragedien begynder, da den yngste søster på 13, enspænderen Cecilia, begår selvmord ved at kaste sig fra et vindue ned på et spir i rækværket omkring familiens hus. Dette sker under en tam forældreovervåget fest, hvor fortællerne selv er til stede. Festen er forældrenes kejtede forsøg på at opmuntre Cecilia efter hendes første selvmordsforsøg, men ender i stedet med at stille familiens problemer til skue for omverdenen. Efter Cecilias død vælger forældrene – den grå matematiklærer Mr. Lisbon og hans strikse og dominerende katolske hustru Mrs. Lisbon – gradvist at isolere resten af døtrene, Therese, Bonnie, Mary og den frivole og rebelske Lux, fra omverdenen. I takt med, at huset falder fra hinanden både indvendigt og udvendigt og familiens kontakt til omverdenen reduceres til næsten ingenting, stiger nysgerrigheden og fascinationen hos de unge drenge. Hvad der startede som en typisk teenagebetagelse af fem dragende og utilnærmelige katolske søstre, vokser sig til en fælles besættelse blandt drengene.
Pigernes historie fremlægges for læseren i en form, der ligner en kriminalteknisk rapport. Begivenhederne udfoldes og sammenstykkes gennem diverse øjenvidneberetninger, som drengene selv har indhentet. Alt fra tandlægen, præsten, nysgerrige naboer og Lux’ hemmelige hashrygende kæreste Trip til de knækkede forældre er citeret for deres version af historien. Desuden forelægges en række bilag i form af billeder, avisudklip, politirapporter og dagbogsnotater alt sammen med det formål at nå frem til en forklaring på selvmordene.
Gennem denne bevisfremlæggelse får drengene dog mest af alt tegnet et tydeligt billede af deres egen voldsomme besættelse og ikke mindst det passive og fiskefluebefængte lokalsamfund, de er vokset op i – et samfund som lader familien og pigerne gå til under deres nysgerrige blikke. Hvad der umiddelbart fremstilles som en objektiv undersøgelse, ligner, som bogen skrider frem, mere og mere en subjektiv om end kollektiv selvransagelse.