Skønne kvinder ved vandet

Citat
”De kalder dem familien Engel. Det skyldes bilen, den hvide engel fra den anden side af havene.”
”Skønne kvinder ved vandet”, s. 15.

Monika Fagerholms første roman ”Underbara kvinnor vid vatten” fra 1994 (”Skønne kvinder ved vandet”, 1996) er et generationsportræt fra 1960'erne. Over tre somre fra 1964-66 møder vi to familier, der ferierer i den finske skærgård tæt på grænsen til Sverige. Isabella og Kajus bor med sønnen Thomas i ’den hvide villa’ i ’sommerparadiset’. Thomas er syv år ved romanens begyndelse, og det er gennem hans øjne, historien fortælles. Isabella er smuk og til tider lidt sky. Både Kajus og Thomas forguder hende.

21392936

Den anden sommer ankommer Gabriel og Rosa Engel til stedet sammen med datteren Renée. Da de svinger ind i sommerparadiset i deres hvide amerikanerbil, forandres alt. Rosa og Isabella bliver strandkvinderne. De bader og dagdrømmer og ligner Jacqueline Kennedy og Elizabeth Taylor, når de er sammen. Men dagdrømmene tager overhånd. Livet som husmor er ikke længere lykken. Rosa har været i USA og har set, at livet kan tage sig meget anderledes ud, end det gør i det finsk-svenske ferieparadis. En fælles familieudflugt til Sverige giver udslaget; strandkvinderne stikker af.

For Thomas får mødet med Renée Engel betydning. Hun kan sejle, forsvinder af og til ind i skoven i flere dage ad gangen og opfører sig i det hele taget ikke som nogen pige, Thomas før har mødt.

60'erne var en opbrudstid, hvor familiemønstre og kønsroller blev taget op til revidering. Verden blev mindre og mulighederne flere. Både månelandingen, tupperware og amerikanske filmstarletter væves ind i fortællingen. Det hele sætter spor.

I sammenligning med Monika Fagerholms senere romaner er denne skrevet i et forholdsvis enkelt og let tilgængeligt sprog. Det er fabulerende og ofte tvetydigt, men der er tale om en forholdsvis konkret historie.

Thomas forstår langt fra alt af, hvad der rør sig i sommerparadiset. Hans beretning er ufuldstændig og ensidig i sit fokus på morens sindstilstand. Samtidig viser fortællingen, hvor meget børn faktisk opfatter, og hvilke konsekvenser forældrenes selvrealiseringsprojekter kan få for børnene – både mens de står på og fremadrettet.