Et år med Jeppe og Lærke

Det, der er skægt ved Lærke, er at man ikke ved, hvad hun kan finde på. Hun laver så mange skøre ting. Jeppe og Lærke er gode venner, og måske er de også nærmest kærester. I serien om de 2 børn er der en bog for hver af årets måneder. Og Jeppe, Lærke og hendes lillesøster Gry laver, hvad der er aktuelt for naturen og vejret i netop den måned. Der er spøgelser og forelskede unge mennesker, der ligger ovenpå hinanden i en hule under majbøgeskovens nyudsprungne grene. Der er en syg hareunge, der skal slås ihjel, og Lærke laver varm kakao; det må hun godt, for hendes mor har aldrig sagt, at hun ikke må. Serien er fantasifuldt tegnet og tilrettelagt af Irene Hedlund. Tegninger af ugler på ski og forelskede mus udgør en historie i historien.