Mette Finderups fantasyverdner, som de findes i bl.a. ”Dødsgudens Løgne”, ”Støvets Land”, Gemini-serien og ”Den Grønne Ø 1 – Smertensbarn” har mange ligheder med Lene Kaaberbøls. Begge forfattere skriver magiske og fantasifulde verdner frem, der er befolket af dæmoner og engle og andre fantastiske væsner, der tematiserer det at være udvalgt, kampen mellem det gode og det onde og at skulle træffe svære valg. I Kaaberbøls serie om vildheksen Clara må Clara tage et voksent ansvar på sig for at genoprette verdensordenen, ligesom Aike og Veronika i Gemini-serien må agere voksent for at redde verden. Men hvor uhyggen i Kaaberbøls univers er dominerende, bruger Finderup i langt højere grad humor.
At skrive dødsriget frem som et uhyggeligt sted, hvor man ikke kan stole på nogen, som Finderup gør i ”Dødsgudens Løgne” og ”Støvets Land” trækker mindelser til Astrid Lindgrens klassiker ”Brødrene Løvehjerte”.
Emmy-serien tilhører den realistiske genre, og på mange måder er serien en Bridget Jones for teenagere. Stilen i Emmys dagbøger med den ekstreme detaljefokusering, den humoristiske selvudlevering og den rablende strøm af undren har meget til fælles med stilen i den engelske forfatter Helen Fieldings succesroman ”Bridget Jones' dagbog”. Men Emmy fremstilles ikke med samme bidende ironi og fremstår heller ikke så pinlig, som Bridget Jones-figuren gør.
Tematisk koncentrerer Finderup sig i de mere realistiske bøger som ”Blink”, Emmy-serien og Petrea-bøgerne om unges problemer med kærlighed, forældres skilsmisse, venskaber, det første kys m.m. Det gør det umiddelbart let for unge at identificere sig med Finderups hovedpersoner.
Samme identifikationsmulighed finder man i Tine Brylds ungdomslitteratur, men hvor Bryld søger at skabe debat med de temaer, hun behandler, er Finderups mål snarere at fortælle en god historie. Selv siger hun om det: ”Jeg vil gerne fortælle den gode historie, give plottet plads og gøre det underholdende sprogligt. Det skal ikke være det der med at skære i sig selv og panodilerne. Det kan være dramaet i at miste sin første kæreste eller den første brandert og så videre. De unges liv er spændende nok i sig selv. Det behøver ikke være ekstremer.” (Thomas Kokholm: En forfatter flytter til byen. Folkebladet, 2009-03-25).