Den store Gatsby

Citat
“For Daisy var ung, og hendes kunstige verden var fuld af orkideer og elskværdigt, muntert snobberi og orkestre der anslog årets rytmer og opsummerede livets vemod og stemninger i nye melodier. Hele natten jamrede saxofonerne Beale Street Blues’ utrøstelige kommentar mens hundrede par gyldne eller sølvblanke dansesko slæbte rundt i det skinnende støv. I den grå tetime var der altid rum som dunkede uophørligt at denne lavmælte, søde feber mens unge ansigter svævede hid og did som rosenblade blæst rundt på dansegulvet af de bedrøvede horn.”
“Den store Gatsby”, s. 161.

I The Great Gatsby fra 1925 (“Den store Gatsby”, 1948) bliver den unge børsmægler Nick Carraway hvirvlet ind i et fatalt trekantsdrama på det mondæne Long Island. Han flytter ind i en sundvilla ved siden af den mystiske, rigmand Jay Gatsby. På den anden side af sundet bor Gatsbys ungdomskærlighed, den smukke Daisy Fay, med sin mand, den gammelrige polospiller Tom Buchanan. Gatsby er gangster. Tom er en korrumperet overklassestud med en moral stivnet i guld. Han lå i med en tjenestepige, mens Daisy Fay var gravid og plejer nu en affære med den lokale tankpassers kone. Daisy er en socialt forsiret prinsesse, som lader sig forføre af Gatsbys rigdom, men ender med at svigte ham til fordel for Tom og sin klasse.

På side 25 fortæller Daisy om sin reaktion, efter hun fødte sin datter. ““Udmærket”, sagde jeg. “Jeg er glad for at det er en pige. Og jeg håber hun bliver et fjols – det er det bedste en pige kan være her i verden, et smukt lille fjols.”” Efter sigende var det ordret Zelda Fitzgeralds første kommentar, da hun selv havde født datteren Frances. Det efterfølgende må stå for Daisys egen regning: ““Jeg synes nemlig under alle omstændigheder at alting er frygteligt,” fortsatte hun med overbevisning. “Det synes alle – de mest avancerede mennesker. Og jeg ved det. Jeg har været overalt og set alt og gjort alt.” Hendes øjne lynede udfordrende, næsten som Toms, og så lo hun med en sitrende foragt. “Sofistikeret – du godeste, hvor er jeg sofistikeret!”” (side 25).

25383354

Nick Carraway og F. Scott Fitzgeralds sympati ligger hos Gatsby: “(…) det var en usædvanlig evne for håb, en romantisk tilbøjelighed som jeg aldrig har fundet hos nogen anden person, og som jeg sandsynligvis aldrig mere vil finde. Nej – Gatsby viste sig at være god nok i sidste ende; det er de ting der tyngede Gatsby, det modbydelige snavs der flød i kølvandet på hans drømme, som midlertidigt gjorde en ende på min interesse for menneskers forgæves sorger og stakåndede glæder.” (side 8).

Moralen er banal, fortællingen omvendt raffineret med sin impressionistiske stemningskunst og dialoger i det Fitzgerald selv kaldte “elaborate and overlapping blankets of prose”. Forfatteren går ikke ind under huden på sine personer og formidler deres tanker og følelser som i “De smukke og fortabte”. Læseren er begrænset til Nicks registreringer og tolkninger og må slutte sig fra det ydre til det indre. Det faldt en del anmeldere for brystet. En af dem noterede korrekt, at “Den store Gatsby” var overfladisk, og ligeså ukorrekt, at den ikke var mere langtidsholdbar end en nyhedshistorie i avisen, for overfladen stak dybt. I dag bliver “The Great Gatsby” regnet for et hovedværk i amerikansk litteratur og sælger små trehundredetusinde eksemplarer om året. Men i 1925 var den et flop efter de standarder, Fitzgerald havde sat for sig selv. Det første oplag var udsolgt på nogle uger. Men femten år senere var der stadig flere tusinde eksemplarer tilbage af det andet oplag.