Den sidste mogul

Døden er ikke det værste reklamestunt for en falleret kunstner. Interessen for F. Scott Fitzgeralds værk blussede op, efter han var væk. I 1941 udgav hans forlag det efterladte manuskript til romanen “The Last Tycoon”, som først i 2008 blev oversat til dansk med titlen “Den sidste mogul”. Den handler om Hollywood-produceren Monroe Stahr, der befinder sig på en nedadgående kurve i karrieren, og består af seks ikke færdigbearbejdede kapitler og et efterladt noteapparat til resten af romanen. I sin ufuldendte form henvender den sig primært til mere svorne fans af Fitzgerald.

27417787

I 1945 udkom hans essays i bogform under titlen “The Crack up”, og en række af hans bedste noveller blev genudgivet som “The Portable F. Scott Fitzgerald”. I de følgende tiår blev han portrætteret i romaner, film og biografier, analyseret i afhandlinger, indlemmet i antologier og udlagt på skoler og universiteter i marxistiske, feministiske og strukturalistiske termer. I 1992 blev The F. Scott Fitzgerald Society grundlagt. I dag findes der en “F. Scott Fitzgerald encyklopedia” og en “Cambridge Companion to F. Scott Fitzgerald”. Søgninger på nettet og biblioteker giver endeløse henvisninger til hans værker, værker om hans værker og hjemmesider om forfatteren og hans værker.

Fitzgeralds indflydelse på fremtidige generationer af forfattere er indlysende. Den populære John Irving nævner ham som en inspirator. Det samme gør vores egen Klaus Rifbjerg. Bret Easton Ellises forfatterskab ville formentlig ikke have været det samme uden F. Scott Fitzgerald. Det bærer hans “stempel”, og beskrivelserne af dekadencen og stemningen i salonerne på Manhattan i “American Psycho” ligner en hyldest til “De smukke og de fortabte”. For nyligt kunne man finde Fitzgerald anført blandt den nye danske digterkomet Christel Wiinblads yndlingsforfattere.

Formentlig er Hemingway den, som har haft størst betydning for det billede, eftertiden har af Fitzgerald, i kraft af erindringsværket “Der er ingen ende på Paris”, hvor han skildrer deres møde i tiden omkring “Den Store Gatsby”s udgivelse. Hemingway overbeviste sig selv om, at en mand, som kunne begå sådan et værk, måtte man tilgive hvad som helst og betragte som en ven, men han overbeviste ingen om, at han mente det. Fitzgerald blev fremstillet alkoholiseret, latterlig, småsnobbet og hjælpeløs. Scenen hvor Hemingway inspicerer hans tissemand er bare et eksempel. Et andet er en farceagtig tur fra Lyon til Paris i Scott og Zeldas bil uden kaleche i regnvejr med en helt igennem ynkelig Scott, som mener, han skal dø af en særlig art europæisk lungebetændelse og må have Hemingway til at lytte til sit bryst. En sommerfugl-metafor anbragt indledningsvis som hyldst til Fitzgeralds talent ændrer ikke indtrykket af et karaktermord. På et ni sider langt memo fra Fitzgerald med forslag til rettelser i manuskriptet til “Solen stiger” skrev Hemmingway: ‘Kiss my ass’’.