Beslægtede forfatterskaber

Gustave Flaubert skrev sin realisme i direkte forlængelse af sit litterære forbillede Honoré de Balzac (1799-1850). Hvis Flaubert er realismens fader, må Balzac således betegnes som bedstefaren. Med sin værkserie ”La Comédie humaine” (”Den menneskelige komedie”) forsøgte Balzac netop at skildre alle aspekter af det franske samfund fra høj til lav. Men hvor hans stil med den store detaljerigdom og uendelige landskabsbeskrivelser er realistisk og levende som Flauberts, er plottene i hans fortællinger stadig præget af den romantiske genres sensationslyst.

Tematisk deler Gustave Flaubert den samtidige digter Charles Baudelaires interesse for den moderniserede storby Paris og dennes uhensigtsmæssige indvirkning på dens indbyggere. Ligesom Flaubert i ”Følelsernes opdragelse” er Baudelaire optaget af den parisiske dandy- eller flaneurfigur – altså den unge velklædte mand, der promenerer retningsløst rundt i Paris med storbymenneskets afstumpede distance til verden omkring sig. Flaneuren hos Baudelaire tager bad i byens masser uden at lade sig tynge af ulykken og mørket i bylivet omkring ham – præcis som Frédéric Moreau i ”Følelsernes opdragelse”.

En fransk romanforfatter, der skrev i forlængelse af Flauberts realisme, er den yngre Émile Zola, der lige som forgængeren interesserer sig for den realistiske fremstilling af det almindelige og ofte ucharmerende menneskeliv. Med Zola trækkes interessen dog i en mere naturalistisk retning, hvor den malende og let sentimentale fortællestemme, som ses hos Flaubert, træder i baggrunden til fordel for en endnu mere rå og naturalistisk virkelighedsfremstilling. Også en senere forfatter som Louis-Ferdinand Céline har taget kraftigt ved lære af Flauberts detaljerige realisme og brug af det tragikomiske i sine dystopiske fortællinger om menneskets tilstand efter 1. Verdenskrig.