Gustave Flaubert hører til blandt den realistiske genres ophavsmænd. Med stor sans for de detaljer, der gør en fortælling levende og realistisk, skildrer Flaubert både i sine romaner og sine kortere fortællinger verden, som den er uden forskønnende filter. Med sin vekslende brug af indre monolog, sigende dialoger karaktererne imellem og sanselige overfladeiagttagelser leder Flaubert både sin læser ind i og omkring sine karakterer. Det gør han på en så elegant og diskret måde, at læseren næsten får fornemmelsen af selv at være vidne til begivenhederne som en slags alvidende flue på væggen.
Tematisk vidner Gustave Flauberts forfatterskab om en gennemgående forkærlighed og forståelse for menneskelivets tragikomiske sider. I begge sine hovedværker ”Madame Bovary” og ”Følelsernes opdragelse” kredser han om karakterer, der fanget af deres egne vrangforestillinger og ydre samfundsmæssige forhold aldrig kan blive tilfredse i tilværelsen. Gennemgående i skildringen af menneskets bristede illusioner er desuden et blik for det ironiske og til tider komiske i den menneskelige tragedie. Dette ses f.eks. i beskrivelserne af Emma Bovarys teatralske romaninspirerede tilgang til kærligheden og Frédéric Moreaus voldsomme følelser for Madame Arnoux, der forsvinder som ved et trylleslag, da hans stolthed ikke kan bære hendes afvisning.
Selvom han udstiller sine karakterers ucharmerende, triste og latterlige sider, er fortællestemmen imidlertid ikke fordømmende, men altid loyal og til en vis grad forstående over for sine karakterer. Mennesket skildres godt nok som et overvejende egoistisk og driftsstyret væsen, men på den anden side også som et forsvarsløst produkt af det afstumpede samfund, det lever i – et samfund hvor den enkeltes tilværelse bestemmes af køn og klasse og afhænger af enten rige onkler eller fordelagtige ægteskabsforbindelser. Flauberts fortællinger er på den måde ualmindeligt triste samtidig med, at de indbyder læseren til at grine forløsende og medfølende af sig selv og sine egne ynkelige artsfæller.