Ekstremt højt og utroligt tæt på

Citat
“Efter et år var der stadig ting, jeg havde meget svært ved at gøre, som at gå i brusebad, af en eller anden grund, og selvfølgelig at køre i elevator. Der var mange ting, der gjorde mig panikslagen, såsom hængebroer, bakterier, flyvemaskiner, festfyrværkeri, arabere i undergrundsbanen (selv om jeg ikke er racist), arabere i restauranter eller på caféer eller andre offentlige steder, stilladser, kloakker og undergrundsbanens ventilationshuller, efterladte poser, sko, mænd med overskæg, røg, knuder, høje bygninger og turbaner. Jeg fik tit følelsen af, at jeg befandt mig midt ude på et mørkt hav, eller meget langt nede, bare ikke på den spændende måde.”
“Ekstremt højt og utrolig tæt på”, s. 38.

Foers roman “Extremely loud and incredibly close” fra 2005 (“Ekstremt højt og utrolig tæt på”, 2005) tager afsæt i terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Romanens hovedperson er den niårige Oskar, hvis far dør i katastrofen. 
Oskar er endnu for ung til at kunne sætte ord på sine tanker og følelser omkring tabet. I stedet konkretiserer han sin smerte ved at lave blå mærker på sig selv, for på den måde bliver smerten synlig og håndgribelig i modsætning til det indre kaos, han oplever.
Da Oskar finder en gammel nøgle i faderens efterladte sager, sætter han sig for at finde ud af, hvad nøglen er til. I sin søgen drager han på en odyssé gennem byen og kommer i kontakt med et utal af forskellige mennesker.

25792300

En af de figurer, som hjælper Oskar med at samle trådene, er den gamle mand Mr. Schell, der hemmeligt bor hos Oskars farmor, og sammen ender de to med at få hold på sig selv og sorgen. Mr. Schell har nemlig også en sorg at bearbejde. Hans fortælling løber side om side med Oskars, og hans smerte peger tilbage til Anden Verdenskrigs bombardementer og et tab, der har fulgt ham livet igennem. 
“Ekstremt højt og utrolig tæt på” handler om identitet og sorg. Som læsere følger vi Oskars rejse gennem sorgen, men samtidig får vi indblik i såvel moderens som bedsteforældrenes smerte. Centralt i romanen er den manglende kommunikation mellem moren og Oskar, som får ham til at føle, at hun ikke sørger nok. Det er først mod slutningen, da der endelig bliver sat ord på sorgen, at der opstår momenter af forløsning.
Romanen er meget visuel - med fotografier, farvet skrift, ord der omringes, og så videre. De grafiske og formmæssige finesser giver en god fornemmelse af en ni-årigs billeddannelse og forhold til virkeligheden.
Fotografierne, der benyttes, forestiller da også at være taget af Oskar selv under hans søgen i New Yorks gader. Foer siger om brugen af billeder: “Jeg synes, billeder giver mening i denne specifikke roman. Først og fremmest fordi, børn ser verden ved at skabe en række mentale snapshots; de ‘gemmer’ disse billeder, som de husker 20 eller 40 år senere. Dernæst fordi 11. september var den mest visuelt dokumenterede begivenhed i den menneskelige historie.” (Alden Mudge: “Up close and personal. Jonathan Safran Foer examines violence through a child’s eyes”. Interviewartikel på www.bookpage.com).