Jonathan Safran Foers tredje roman ”Here I am” fra 2016 (”Her er jeg”, 2016) foregår over en periode på fire uger i samtidens Washington. Centrum for fortællingen er den amerikansk-jødiske familie Bloch bestående af forfatteren Jacob, arkitekten Julia samt deres tre drenge Sam, Max og Benjy. Sam, der er den ældste, skal stå bar mitzvah, men det, der burde være en festlig begivenhed, bliver overskygget af den ene katastrofe efter den anden: forældrenes skilsmisse trænger sig på, oldefaderen dør, og der bliver jordskælv og krig i Israel.
Romanen tematiserer jødisk identitet – og ikke mindst jødisk-amerikansk identitet. For hvad vil det sige at være jøde i dag, og hvilke traditioner skal holdes i hævd? Selv om Sam ikke er spor interesseret i at stå bar mitzvah, er det slet ikke til diskussion, da forældrene er opsatte på at leve op til Jacobs farfars (og andres) forventninger. Og hvordan skal man i øvrigt forholde sig til alt det, der sker i Israel? Er Israel Jacobs fædreland, selvom han kun har været der på familiebesøg, og bliver han således nødt til at deltage i krigen, eller er han i højere grad amerikaner? Og hvordan lever man med fortiden, hvor farfaren er en af familiens eneste holocaust-overlevere og således vidne til en fortid, der er umulig at tale om, men som heller ikke må glemmes?
52550076
Samtidig tematiserer og undersøger romanen det moderne menneskes identitet. For hvordan kan man være både forældre, erhvervsaktive og samtidig have et sprudlende kærligt ægteskab? Karaktererne – ikke mindst forældrene – lever med en masse modsætninger i deres liv. De vil gerne være i et ægteskab, men de vil samtidig være individer og kunne udleve egne drømme. De vil gerne være religiøse og samtidig have sekulære værdier.
I romanen får Jacob flere gange at vide, at han ikke er rigtigt til stede, og at han ikke er sig selv, hvilket står i modsætning til romanens titel. ”Her er jeg” er således det, Abraham svarer Gud, da han bliver påkaldt og bedt om at ofre sin søn Isak – som en erklæring om, at uanset hvad Gud vil ham, så er han fuldt og helt til stede. Jacob og Julia formår ikke at være fuldt og helt til stede for hinanden – og måske heller ikke for sig selv. Til gengæld fremstår deres børn usædvanligt skarpe. Ikke mindst de to ældste ser alting i et langt klarere lys end deres forældre og er i stand til at stille spørgsmål til forældrenes måde at tackle tilværelsen på.