Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at drage paralleller til flere samtidige jødisk-amerikanske forfatterskaber såsom Nicole Krauss og Stefan Merrill Block.
Både Nicole Krauss og Foer benytter deres jødiske baggrund som tema i romanerne – hos Krauss sker det blandt andet i gennembrudsromanen ”Kærlighedens historie”. Desuden eksperimenterer de livligt med formen og benytter ukronologisk romanopbygning. Også Stefan Merrill Block trækker på sit jødiske arvegods, og både Foer og Block lader autofiktive elementer optræde i værkerne, hvilket vil sige, at de benytter selvbiografiske informationer. 
Foer kan ligeledes sammenlignes med David Foster Wallace. Begge skriver en humoristisk og klar prosa og eksperimenterer samtidig med ukronologisk romanopbygning.
En anden samtidig amerikansk forfatter, der er relevant at sammenligne med, er Jonathan Franzen. Begge sætter samtiden under kritisk lup og skildrer de ofte skjulte traumer og psykologiske problemer, som lurer bag ligusterhækkene. Og begge forfattere er optaget af miljø og dyreetik, men hvor det industrielle landbrug optager Foer, er Franzen især optaget af at redde de vilde fugle.
Man kan også drage paralleller til den israelske forfatter Amos Oz. De ikke-steder, som opstår i ægteskabet i Amos Oz’ ”At kende en kvinde” minder i høj grad om Foers ”Ekstremt højt og utroligt tæt på”, hvor bedsteforældrenes hjem bliver befolket af intet-steder. 
Foers tematiske fokus på identitet og på historiske hændelsers indvirkning herpå er endvidere nært beslægtet med forfattere som den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie og den tyske Günter Grass. Rushdie behandler eksempelvis i sin roman “Midnatsbørn” Indiens (gen)fødsel efter at have været underlagt Englands herredømme med en løssluppen og begejstret fortælleglæde og en smittende humor. Tilsvarende beretter Grass i romanen “Bliktrommen” om Anden Verdenskrig på skælmsk og sprudlende vis - hovedpersonen hedder for øvrigt Oskar som Foers hovedkarakter i “Ekstremt højt og utrolig tæt på”, og begge har de en forkærlighed for trommer, så der er meget muligt tale om en litterær anerkendelse fra Foers side.