Richard Fords forfatterskab sammenlignes ofte både med Hemingways og Faulkners. Fords første roman ”A Piece of My Heart” er en rigtig sydstatsroman, og derfor sammenlignes den med William Faulkners litteratur. Selv peger Ford også på Faulkner som litterær inspirationen. Han siger: ”Min første bog handlede om Sydstaterne og fokuserede på forskellige typiske Sydstatstemaer så som: Stedets betydning, friheden til at vælge frit, s-e-x – i det hele taget de hjemstavnsklassiske litterære emner. Og romanen var formentlig direkte inspireret af Faulkner og Eudora Welty og Flannery O’Connor og Gud ved hvilken anden sydstatsforfatter.” (Bonnie Lyons: Richard Ford. Important Acts. Passion and Craft: Conversations With Notable Writers, 1998).
Fords mandlige hovedpersoner er på mange måder meget Hemingwayske. De gengiver virkeligheden uden omsvøb i en realistisk tone og afholder sig helst fra at udlevere for meget om sig selv. Men Fords mænd er mindre ensomme end Hemingways. De er også mindre voldelige, drikker mindre og horer meget lidt. Fords mænd kommer fra middelklassen. De er mænd af hjemmet. De er melankolske, omhyggelige og meget reflekterende. Og så er de i den grad mænd MED kvinder. Selv om man snildt kan kalde Fords bøger for mandebøger i den forstand, at de handler om mænd, så står disse mænd aldrig alene. De forstår altid sig selv i relation til en kvinde – en kvinde de måske sjældent forstår, men som de både styres, domineres og elskes af.
Fords tematiske fokus på den amerikanske middelklasse og familiedramaet trækker mindelser til Jonathan Franzens ”Frihed”. Begge forfattere skriver rammende og indlevende om familiens intriger, magt og psykologiske betydning for det enkelte individ. Fords forfatterskab stopper dog ikke ved det. Hans bøger oser også af et knivskarpt filosofisk blik i forhold til eksistensen i det hele taget.
Både i ”Canada” og i ”Uafhængighedsdag” citerer Ford Ralph Waldo Emerson, og om hans indflydelse siger Ford selv: ”Det Emerson forsøger at gøre i sine essays, er det samme, som jeg forsøger, når jeg skriver mine romaner og fortællinger, nemlig at tage fat i det mest komplekse, jeg kender til og det, jeg opfatter som det vigtigste og så forsøge at sige noget nyt om det, noget, der ikke er sagt før. Jeg henviser til Emerson, fordi han i sit arbejde gør sig virkelig umage med at fortælle om det, der giver adgang til det i livet, der normalt virker vanskeligt, vigtigt og utilgængeligt for os.” (Q&A: Writing is an act of optimism. The Economist, 2012-06-26).