Genrer og tematikker

Richard Ford har både skrevet noveller og romaner og har fået stor anerkendelse inden for begge genrer. Mest kendt er han dog nok for sin hverdagsrealisme i romanerne og for romanfiguren Frank Bascombe, der fremstår som et præcist portræt af den amerikanske mand i efterkrigstidens forstadsliv. Fords forfatterskab er da også af kritikere udråbt til et mesterligt samtidsværk.

Hvad enten det handler om 16-årige drenge med besværlige forældre eller hverdagshelten Bascombe, formår Ford at skrive sine karakterer frem med rammende replikker i et ind-til-benet sprog, der får dem til at stå lyslevende for læseren i al deres skrøbelighed.

Fords forfatterskab handler om mænd. Det handler om mænd med kvinder, mænd med drømme, mænd, der mister, mænd, der krydser grænser – i det hele taget mænd, der forsøger at leve, og som forsøger at forme et lykkeligt liv. I den stræben efter at leve lykkeligt forsøger karaktererne på hver deres måde at skabe orden – både i ydre hændelser og i det indre. Dell i ”Canada” kredser om normalitet, og Joe i ”Vildt liv” graver i årsagen til morens utroskab. Begge karakterer fortæller om virkeligheden, som den har udspillet sig for at forstå den og for at forstå sig selv.

Og netop det at skabe orden i kaos, især det indre kaos, er et centralt tema i Fords forfatterskab. Han mener, at vi som mennesker ikke trives med indre kaos. Han siger: ”Altså, Jeg tror på ideen om ”normalitet” på samme måde, som jeg tror på logik. Eller på idéen om en indre kerne. Alle disse etiske konstruktioner er netop konstruktioner. Vi bruger dem til at bekræfte os selv i, at alt det, der sker omkring os ikke er helt ude i hampen. De opbygger en fortælling, der forsikrer os om, at alt er, som det skal være. Indre kaos passer os ikke, og vi kan ikke leve med det ret længe.” (Tim Adams: Richard Ford: ”America beats on you so hard the whole time”. The Guardian, 2012-06-17)

Stilen i trilogien om Bascombe er mere fabulerende, humoristisk og detaljeret end stilen i henholdsvis ”Vildt liv” og ”Canada”, men fælles for romanerne er en mandlig hovedperson, rammende portrætter af amerikanske byer og mennesker og en melankolsk tone. Både ”Canada” og ”Vildt liv” foregår delvist i den lille by Great Falls i Montana, mens trilogien udspiller sig i New Jerseys forstæder. Og Ford kan om nogen ramme et sted med sit sprog og med sine stemninger. Ifølge Ford er stedet da også afgørende for, at fiktion virker: Han siger: ”Lokaliteten er det, der gør det hele troværdigt. Det sværeste i en roman er at skabe den illusion, at nogen taler, tænker, eksisterer – og uden et godt sted kan det slet ikke lade sig gøre.” (Tine Marie Winther: Mesterforfatteren Richard Ford: ”Amerika er uafhængighed gået amok.” Politiken, 2012-12-27).