Two Cheers for Democracy

Citat
”Love and loyalty to an individual can run counter to the claims of the State. When they do – down with the State, say I, which means that the State would down me.”
”What I believe”

I 1951 udkom ”Two Cheers for Democracy”, der er en samling af Forsters skrifter fra midten af 1930’erne til begyndelsen af 50’erne. Disse udgør Forsters refleksioner over, hvordan de to verdenskrige og en usikker fredstilstand påvirker både litteraturen og den sociale og politiske kultur. Første halvdel handler om aktuelle, samfundsmæssige begivenheder, mens anden halvdel overvejende består af litteratur- og kulturkritik.

I sit essay ”What I believe” skriver Forster indledende, at han ikke går ind for tro i sin egen ret, men at der er så mange trosbekendelser i omløb, at man må formulere sin egen i selvforsvar. Herefter argumenterer han for, at de personlige relationer er styrken imod tidens racemæssige og religiøse forfølgelser, ikke som kontraktuelle forretningsforbindelser, men som noget – kærlighed og loyalitet – der kræver en vis tro på mennesket.

Sætningen, der giver samlingen sit navn, er fra dette essay: ”So two cheers for Democracy: one because it admits variety and two because it permits criticism. Two cheers are quite enough: there is no occasion to give three.” (“What I believe”). Demokratiet fortjener ikke tre hurra’er, men som den mindst hadefulde af styreformer støtter Forster demokratiet, fordi det giver individet frihed til at udtrykke sig, som det vil – og som forskelligt fra andre individer. Samtidig tillader demokratiet (selv)kritik – journalistik og politisk uenighed.

Han kritiserer i samme essay heltedyrkelse som et autoritært regimes modus og stiller det op imod et ”følsomhedens aristokrati”. De private dyder må ifølge Forster overføres til det offentlige liv. Selvom Forster ser den individuelle humanisme lide under tidens diktaturer, finder han trøst i det faktum, at alle mennesker fødes og dør alene, og at vi har adskiltheden og usikkerheden tilfælles.

Kreativitet eksisterer ifølge Forster på trods af volden og udgør for ham et civilisatorisk ”mellemspil” til den voldelige historie. Hans essays om antisemitisme og krigschokket og hans rejsebeskrivelser og forelæsninger om samtidige forfattere kan af denne grund også læses som en samlet kritisk kommentar til hans samtid.