Da Marianne Fredriksson fik ideen til Den som vandrer om natten ... , vidste hun ingenting om det gamle Rom og tiden omkring år 0, som er romanens ydre ramme. Hun fik dette billede i sit hoved af det onde menneske, som ikke kan gøre for sin ondskab, og hun vidste, at han ville fortælle noget væsentligt.
Vi møder Marcus, der er født under stor smerte og megen uvilje, hvilket gør ham til et angst og uvenligt barn, som moderen fra starten støder fra sig. Han opfostres af slavinden Seleme, der samtidig føder Marcus´ halvbroder Eneides. Hvor Eneides et stærk, glad og smuk, et lykkeligt barn, der lykkes med alt, hvad han rører ved, er Marcus grim og ond og evigt skrigende på en ømhed, han ikke kan tage imod.
Da drengene var 5 år gamle, sender Marcus´ moder Cornelia Seleme bort i misundelse over hendes lykke med manden Salvius. Den mislykkede Marcus, der i afsavn har elsket og forgudet sin plejemoder, fordi hun har vist ham kærlighed og respekt trods hans afvisninger, nægter at se kendsgerningerne i øjnene og bliver blind i det øjeblik slavehandleren trækker afsted med Seleme. Eneides derimod tager sorgen mere naturligt, han græder en tid, men finder hurtigt en udvej og bliver sidenhen en succesrig skibsbygger og lykkelige familiefader.
Men Marcus kan ikke sørge, og derfor sætter sorgen sig fast i hans sind. Han bliver mere og mere syg, tillukket og hjælpeløs i sit savn efter den eneste, der nogensinde har forstået ham. Bedstefaderen Scipio bliver bekymret og tilkalder troldmanden fra Kaldæa, der siges at kunne forløse menneskesjæle. Anjalis, den høje, smukke magiker påtager sig opgaven til trods for at han er udsendt af de gamle astrologer i en helt anden sags tjeneste. Han skal nemlig finde Kristus, som astrologiske beregninger har forudsagt skal fødes og frelse menneskene.
Anjalis opdager hurtigt, at han er i stand til at vække dne ulykkelige drengs tillid, og det lykkes ham med indsigt, kærlighed, tålmodighed og en dyb forståelse for Marcus´ traume at forløse ham og gøre ham seende i mere end een forstand.
Anjalis rejser imidlertid videre, og Marcus udvikler sig til en ondskabsfuld og magtbegærlig hærfører for det romerske imperium. Uden skyldfølelse over hævnen på moderen svigter han sin familie og har fuldstændig mistet lysten til at bruge den forløsende tegnekunst, som Anjalis, hans lærer og mester, lærte ham at spejle sig i som barn.
Anjalis´ rejse fører ham gennem det romerrige, der med sin imperialisme, gudedyrkelse og modvilje over for Frelserens budskab er i total opløsning. Da han endelig finder Jesus, slutter han sig til ham som evangelisten Johannes, og Marcus møder ham som en gammel fattig kristen, der har mistet alt, men samtidig får alt.
Marianne Fredrikssons forfatterskab er en fornøjelse at læse. Hun skriver fantastisk fængslende, varmt og klogt om menneskets forhold til det guddommelige, om barnets dybe men ubevidste indsigt og voksnes besværlige ørkenvandring tilbage til sandheden.