Flodtid

Citat
”usselhed ved intet at føle// ikke ville hjælpe som et vendepunkt/ ikke ville en ændring – nej/ forbliv// pludselig glæde, ubegribelig afmagtskraft ved tanken om/ en tilsvarende sorg for alle”
”Flodtid”, s. 46-47.

Katarina Frostensons ”Flodtid” fra 2011 (”Flodtid”, 2013) blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og er den eneste af hendes digtsamlinger, der er udkommet på dansk. Den er tredje del i en trilogi, som også tæller ”KARKAS” (2004) og ”Tal och Regn” (2008).

”Flodtid” er inddelt i de tre passager Bare linjer, Ordene mod og Flodtid. Alle digtene er betitlede, flere helt enkelt med vokalerne A, O, I og Å. Andre titler bliver genbrugt, men har alligevel forskudt sig i forhold til udgangspunktet og ændret betydning, ligesom digtene ændrer tematik. Eksempelvis hedder et digt ”Journal sort” og senere kommer ”Journal lys”, og ”Det reddende” bliver til ”Det rendende”. Transformationen går altså begge veje. Fra mørkt til lyst, fra det forhåbningsfulde til det desillusionerende, og fra et negativt vredesudbrud til glæden ved at skrive og kunne finde ro i sproget.

29798109

Netop sprogets strømmen tematiseres i Flodtid, hvor sproget løber ud i et delta af mangetydighed og dermed i en udvidelse af bevidstheden,” skriver Pia Tafdrup i oversættelsens efterskrift. Digtene flyder gennem den moderne verden, og det er ikke et kønt, det som Frostensons sprog samler op af vraggods. Der er forurening, ensomhed, sorg, alvor, gråd og krise – både på et personligt plan og i økonomisk forstand. Digtene tegner et billede af en tid, hvor der er lavvande i de moralske værdier og medmenneskelighed er en mangelvare. Men der er også håb at finde i enkelthederne – i det oprindelige, det banale og ikke mindst i sproget. Efter oversvømmelsen vokser nyt liv frem, frø spirer og hver dag står solen op igen. Jeget søger trøst i floden i munden, som sproget livsbekræftende benævnes, for: ”Så længe sproget findes findes du” (”Flodtid”, s. 101).

Digtene er fyldt med intertekstuelle referencer til f.eks. Gunnar Björling, William Shakespeare og Ovid. Inger Christensens omkvæd fra ”Alfabet” (1981), hvor eksistensen besynges via verbet findes, bliver hos Frostenson også en bitter konstatering: ”her/ findes svigt/ fandtes drab/ findes knap forladelse og ingen trøst” (”Flodtid”, s. 122).