Kristallvägen & Safirgränd

Citat
”KLARA Stig minns en massa historier, och detaljer, han minns allt, namn och datum. Han mindes en annan påskhelg, för tre år sen, som nästen slutade i katastrof, vi glömde ljusen!”
”Safirgränd”, s. 119-120.

”Kristallvägen & Safirgränd” (2000) er titlerne på to af Katarina Frostensons skuespil. De to stykker er forbundet på flere planer, idet både den geografiske placering, karaktererne og brugen af en fremmed person som vendepunkt går igen. Kristallvägen og Safirgränd er også navnene på to gader i Hägersten, hvor Frostenson selv er vokset op. Hun fik ideen til stykkerne på en lang gåtur, da hun som fyrreårig vendte tilbage til sin barndomsegn efter lang tids fravær.

”Kristallvägen” blev opsat på det Jødiske teater i Stockholm i 2002. I stykket mødes en forstadsfamilie til en påskefrokost skærtorsdag i forældrenes stue. Sønnen Stig er vendt hjem fra rejser rundt om i verden, mens datteren Klara heller ikke kommer så ofte hos forældrene, selvom hun bor ganske tæt på. Først deler Stig og Klara gensynets glæde, hvorefter Karl, deres far, og senere også moren Rosa kommer hjem. Familiemedlemmernes kærlighedserklæringer får undertiden en incestuøs undertone. De skal spise hare, en delikatesse lavet efter Karls families opskrift, men når aldrig så langt. Maden brænder på, og stemningen i stuen bliver mere hektisk, da den udenlandske køkkenhjælp, som viser sig at være Stigs tidligere kæreste Freskia, blander sig.

”Safirgränd” er en uafhængig fortsættelse af Kristallvägen. Klara vender hjem fra familiearrangementet til sin kæreste, den 40 år ældre Marcel. Han bor i en etværelseslejlighed og elsker at fortælle historier. Han spørger ind til påskemiddagen hos forældrene, gensynet med broderen, og Klara beskriver det for ham. Hun spørger også til Marcel, men han har en regel om, at hun højest må spørge ham om en ting om dagen. Pludselig banker det på døren, og den fremmede Nedim kommer med pizzaer. De spiser, drikker vin, og Nedim og Klara danser og synger på Marcels opfordring.

Handlingsforløbene i de to stykker er parallelle. De umiddelbart normale familieliv afsløres som aparte gennem karakterernes dialoger. Rutiner og traditioner brydes, når fremmede trænger ind i de private rum og roder op i fortiden med alle dens fortrængninger.