Kabalemysteriet

Hvis vores hjerne var så enkel, at vi kunne forstå den - så ville vi have været så dumme, at vi alligevel ikke kunne forstå den ... I virkeligheden (det ord skal man ellers være forsigtig med i Gaarders univers-!) er Kabalemysteriet skrevet først. Det kan læseren næsten regne ud, når der i slutningen af bogen efterlyses en filosofihistorie for unge - for det er jo netop Sofies verden .

Kabalemysteriet er så en ´rigtig´ roman, en filosofisk roman, siger forfatteren - og én som kan holde læseren fast i stolen, hængekøjen eller hvor man nu befinder sig.

Bogen handler om Hans Thomas på 13 år og hans småfordrukne og storfilosoferende far på vej fra Norge ned gennem Europa i deres gamle bil; målet er Grækenland og formålet er at finde Hans Thomas´ mor, som 8 år tidligere rejste fra dem, angiveligt for at finde sig selv.

Faderen er god for et foredrag om filosofi/historie/kultur hver gang der er pause på turen - det vil sige ud fra et sted, en tanke; meget spændende og somme tider rigeligt belærende og bedrevidende, synes Hans Thomas, som heldigvis ser gennem et par selvironiske briller, når det bare bliver for meget.

Der åbner sig også en helt anden verden, a en mystisk dværg sporer ham ind på en familiekabale af svimlende omfang - kabale, fordi spillekort, både de moderne og et helt særligt gammelt sæt, er nøglen til historien og historiens konstruktion.

Hans Thomas får en lillebitte sælsom bog, som fører ham til de mest utrolige begivenheder - til en sømand på en øde ø i 1790 og en verden af levende spillekort, til jokeren, den uberegnelige, som springer ind i mønstret ..., og han læser som besat, mens han prøver at holde begge ben på jorden.

Der er humor og groteske scener, og tilsyneladende en masse ud-af-tangenten - kort sat meget at holde styr på. Alt samler sig til slut efter sin egen logik, og Hans Thomas lægger de sidste kort, så kabalen går op; noget af det gådefulde opklares, og han har indset, hvorfor moderen i sin tid måtte rejse.

Men ellers er historien så fantastisk, at han (og læseren) ikke ved, hvad han skal tro; han kan sige som Sokrates: "En ting ved jeg, og det er at jeg ingenting ved. - Men jeg føler mig sikker på, at der stadig farer en joker rundt i verden. Han vil sørge for, at verden aldrig falder til ro. Når som helst - hvor som helst - kan der smutte en lille nar med lange æselører og klirrende bjælder frem. Han ser os dybt i øjnene og spørger: Hvem er vi? Hvor kommer vi fra?"