I 1967 udgav Márquez romanen “Cien años de soledad” (“100 års ensomhed”, 1969), der hurtigt fik status som hovedværk indenfor den såkaldte magiske realisme. Den gjorde desuden forfatteren til et tungtvejende navn på den litterære verdensscene og lagde fundamentet for den nobelpris i litteratur, han modtog 15 år senere.
Márquez’ mesterlige roman er på én gang en sprudlende fortælling om en enkelt familie og en eventyrlig fabula over Colombias historie i det 20. århundrede. Fra grundlæggelsen af Macondo over borgerkrig og amerikansk imperialisme og slutteligt i et forrygende syndflods- og undergangsscenario følger man fire generationer af familien Buendia.
Det er praktisk talt umuligt at skitsere ét entydigt handlingsspor i romanen. Romanen bliver nemlig levende for læseren som en fortsat strøm af sammenvævede episoder og anekdoter, der samler det omfattende persongalleri. Et grundlæggende træk ved fortællingen er dog den måde familien Buendia og byen Macondo synes at spejle hinanden. I takt med at den lille landsby vokser og moderniseres – først kommer jernbanen og siden hen gringoerne, der anlægger en stor bananplantage, – vokser også kompleksiteten af forhold og forviklinger i den store Buendiafamilie.
Det er en familie, der rummer alle tænkelige typer: pietisten, den ødsle, den virile og udadvendte, men også den indadvendte og eftertænksomme. Der er frodige og lidenskabelige kvinder såvel som anæmiske og forkrampede. Man finder den strenge og disciplinerede militære mentalitet side om side med det løsslupne, humane og kærlige. Dynamikken i Márquez’ fortælling består i høj grad af den dualitet, der er mellem romanens mandlige og kvindelige personer. Mændenes stræben udi det politiske og det videnskabelige og kvindernes fastholdelse af skikke og ritualer knytter dem sammen i en fælles skæbne fuld af smerte og kærlighed.
Romanens fortællestil, som har lagt grunden til betegnelsen ‘magisk realisme’, er forunderlig, fordi den præsenterer det fantastiske, det overdrevne og overnaturlige med den største selvfølgelighed. Det er derfor ikke det mindste overraskende, når det regner fire år i træk, eller at der fødes børn med grisehaler. Et andet aspekt, der giver romanen dens magiske karakter, er, at ingen dør ud af fortællingen. De døde forsvinder ikke bort, men spiller i og for sig en lige så afgørende rolle, som de levende. Desuden spejles og gentages de handlinger og hændelser, som præger fædrenes og mødrenes liv, i de handlinger og hændelser der optegner sønnernes og døtrenes liv. Romanen skaber på den måde en forunderlig fortætning af tiden, hvor fortid, nutid og fremtid knyttes sammen.
Med sine ekvilibristiske gentagelsesfigurer og de mange allusioner til alskens myter – både de gamle bibelske og de samtidige moderne af slagsen – hæver romanen sig op på det alment menneskelige niveau, og iscenesætter med en sprudlende overdådighed og humor den fortvivlede bevægelse, der kendetegner menneskets gang gennem livet og de bånd, det knytter til andre mennesker undervejs.