“El otoño del patriarca” (“Patriarkens efterår”, 1977) udkom i 1975 og kan siges at være Márquez’ anden store roman. Her berettes endnu en gang i den særlige Márquezske vildt fabulerende og fantastiske fortællestil, men i denne roman er det eventyrlige af en mørkere og mere dyster karakter. For fortællingen er en foruroligende hudfletning af magtmenneskets afstumpede og kyniske verden
Historien udfoldes som en voldsom bevidsthedsstrøm, og der berettes i lange og snørklede sætningsforløb, hvor fortællerperspektivet bevæger sig mellem forskellige figurer. Romanens hovedperson er generalen, som i kraft af den anonyme betegnelse forbliver en allegorisk og stereotyp figur. Márquez har selv udtalt, at det var hans “intention at skabe en syntese af alle Latinamerikas diktatorer” (citat fra William, Raymond L.: “Gabriel García Márquez”, 1984).
Således får “Patriarkens efterår” ikke ulig “100 års ensomhed” en klar mytologisk karakter, hvor eksempelvis patriarkens alder får følgende overnaturlige skær: “ældre end alle mennesker og alle urgamle dyr på jorden og i vandet […] det var også en tid lang rygtedes, at han var blevet ved med at vokse til en alder af hundrede år, og at han da han fyldte halvandet hundrede år havde fået sit tredje sæt tænder”. Gentagelsestematikken står også i denne roman helt centralt i kompositionen og underbygger den klare allegoriske og mytologiske stil.
Selvom det er den kolde og brutale maskulinitet, der i så udpræget grad udstilles i romanen, så sættes den i sammenhæng med en femininitet, der, som overalt i Márquez’ forfatterskab, står som repræsentant for kærligheden og omsorgen. Således udviser generalen midt i sine umenneskelige gerninger, som blandt mange andre uhyrligheder består i en massakre på en masse børn for at dække over et svindelagtigt nationalt lotteri, en sygelig moderbinding og et undertrykt og forkvaklet behov for at vise omsorg for andre.
Som i mange andre af Márquez’ værker finder man i “Patriarkens efterår” en skarp og ætsende parodi af den alt andet end flatterende rolle, som amerikansk og europæisk imperialisme har spillet i latinamerikansk politisk historie. Dette understreges med en humoristisk og fantastisk overdreven bevægelse, da generalen som den eneste mulige måde at komme ud af en bundløs gæld er nødsaget til at sælge havet til udenlandske magtmænd.
Márquez’ dystre portræt af despoten er fuldt af indlevelse og ikke uden sympati. For forfatteren har sans for magtens dobbelte ansigt – nemlig, at når mennesket inkarnerer magtens rene kerne, så sker det på bekostning af mennesket bag, og i takt med den gradvise nedstigen i magtens paranoide og ensomme natur forsvinder enhver tillid og kærlighed uigenkaldeligt og fatalt.