Márquez’ navn som forfatter er uløseligt knyttet til den moderne strømning, man betegner ‘magisk realisme’. Som sådan tilhører Márquez den såkaldte ‘boom-generation’ af latinamerikanske forfattere fra 1960’erne. Det er en generation, der blandt andet tæller forfattere som Mario Vargas Llosa, Carlos Fuentes, og Julio Cortázar.
Det mest markante træk ved den magiske realisme er, som betegnelsen røber, at den udfolder et dobbelt univers, som på én gang er realistisk og magisk. “De magiske realister er”, som professor i litteratur Martin Zerlang beskriver det, “ikke forfattere, der skriver sig op på et flyvende tæppe for at lægge virkeligheden bag sig. Tværtimod er deres mål med magien at skrive sig tættere ind på denne virkelighed.” (Zerlang, Martin: “Fem magiske fortællere og et rids af romanens historie i Latinamerika”, 2001).
Med den forunderlige blanding af sagn og myter og en realistisk politisk og social samtid fastholder Márquez en sammensat virkelighed, der både rummer alverdens træk og problemer fra det moderne menneskes liv og samfund og spiller med elementer af indianske og folkelige myter og magi. Dette sammensatte univers bliver sprællevende for øjnene af læseren i kraft af den slagkraftige og virile sprogstil, der er et helt centralt karaktertræk ved Márquez’ forfatterskab.
Forfattere som engelsk/pakistanske Salman Rushdie og japaneren Haruki Murakami udfolder i deres romaner også en fabulerende, magisk fortællestil der har et tydeligt slægtskab med et forfatterskab som Márquez’. Herhjemme har en forfatter som Ib Michael i særlig grad opdyrket den magisk realistiske fortællestil i sin romaner.