Tør aldrig tårer bort uden handsker: 2. Sygdommen

Citat
”De homoseksuelle med deres såkaldte bøssekontakter, de var ikke smittede – de var smittespredere!
De var de pestbefængte rotter, som, hvis det blev dem tilladt at løbe frit omkring, snart ville inficere hele samfundet.
Og de var ikke til at stole på.”
”Tør aldrig tårer bort uden handsker: 2. Sygdommen”, s. 90.

I 2013 udkom ”Sjukdomen” (”Sygdommen”, 2014), som er anden del i Jonas Gardells romantrilogi ”Torka aldrig tårar utan handskar” (”Tør aldrig tårer bort uden handsker”), en beretning om aidsepidemien i det Stockholmske bøssemiljø i 1980'erne og et anklageskrift mod det svenske samfund, som i foragt og uvidenhed svigtede en gruppe af mennesker, da de var allermest sårbare.

I første del, ”Kærligheden, flytter den unge Rasmus fra provinsen til Stockholm og forelsker sig i den jævnaldrende Benjamin, som er Jehovas Vidne. I ”Sygdommen” er de to unge mennesker stadig sammen og lykkeligt integreret i det homoseksuelle kollektiv omkring den altid positive og spydigt sarkastiske Paul. Men da Rasmus og Benjamin flytter sammen i en fælles lejlighed, må de begge kæmpe med at fortælle deres familier om deres kærlighed. Særligt for den religiøse Benjamin viser det sig at blive en nærmest umulig opgave. Hvis han åbent vedkender sig sin egen seksualitet, må han ikke kun forlade det religiøse fællesskab, Jehovas Vidner, men også sige farvel til sin familie. Samtidig spøger den mystiske virus skæbnesvangert i baggrunden, og Rasmus og Benjamin ser snart venner sygne hen.

51234820

Ligesom i første del får læseren her ikke kun Rasmus' og Benjamins historie. Fortællingen drives frem i forskellige spor: i historien om deres kammerat Reine, som af skam og skyld vælger at dø alene i en hospitalsseng afsondret fra verden; den feterede unge skuespiller Bengt, hvis lovende karriere ender brat en solskinsfyldt junidag, da han står med en positiv hivtest i hånden, og ikke mindst forældrenes dybe angst for at miste deres børn.

Dokumentariske passager bryder den fiktive fortælling og refererer i en harmfuld tone den svenske mediedækning af aidsepidemien, hvor overskrifter som ”Dem, der spreder aids er mordere” dominerede nyhedsstrømmen. Myndighedspersoner foreslog ligefrem i øjeblikke af folkelig panik, at homoseksuelle skulle registreres og interneres for at undgå, at smitten spredte sig. Jonas Gardells romantrilogi er derfor ikke kun en fiktionaliseret beretning om en generations rædsler, som han personligt oplevede tæt på egen krop. Det er også historien om og opgøret med et mørkt kapitel i Sveriges historie.