Tør aldrig tårer bort uden handsker: 3. Døden

Citat
”I en by hvor de fleste fortsætter med at leve deres liv som om intet var hændt, uden overhovedet at vide hvad der foregår, bliver unge mænd syge, taber sig, sygner hen og dør.
Ja, det er som en krig udkæmpet i fredstid.
En følelse af at leve i de sidste tider.
De er alle besejrede. Ligger der på jorden. Et reb rulles ud.
Med et reb udmåles de, der skal få lov at leve.”
”Døden”, s. 152-153.

”Döden” fra 2013 (”Døden”, 2015) er sidste del i Jonas Gardells romantrilogi ”Torka aldrig tårar utan handskar” (”Tør aldrig tårer bort uden handsker”), som skildrer en gruppe unge mænds skæbner i 1980'ernes Stockholm, da aidssygdommen spreder sig i storbyens bøssemiljø. Handlingens omdrejningspunkt er kærlighedsforholdet mellem de to unge mænd Benjamin og Rasmus. I trilogiens første del møder de hinanden hjemme hos den outrerede og excentriske Paul, som hvert år holder jul for sine venner i sit lille bøssekollektiv. I anden del bliver Rasmus smittet med hiv, ligesom omfanget af sygdommen lige så langsomt går op for det svenske samfund.

I tredje del, ”Døden”, svinder den seks mand store vennekreds ind, indtil kun Benjamin og Seppo er tilbage. Også Benjamin går rundt med virussen i sig, men i løbet af 1990'erne får han som mange andre gavn af ny medicin, som forhindrer virussen i at gå i udbrud. Han er heldig, men han er også alene: Udover at have mistet Rasmus er han blevet forladt af sin familie, der på grund af religiøse overbevisninger ikke vil kendes ved ham. Rasmus' familie ønsker heller ikke at vide af ham efter deres søns død. Han er end ikke inviteret til sin kærestes begravelse, for hans tilstedeværelse vil afsløre over for venner og familie, at Rasmus var homoseksuel, og at sønnen døde af ”bøssepesten”.

51700511

Ligesom i de foregående bøger er den lille historie om Rasmus og Benjamin brudt op af faktuelle passager, hvori Jonas Gardell beskriver det svenske samfunds håndtering af aidsepidemien: sundhedsvæsenets manglende vilje til at hjælpe de syge og pressens hetz mod de homoseksuelle. Der tegnes et billede af et konformt samfund, som var irrationelt bange og fordømmende over for alt, der var anderledes. Med andre ord er det tragiske i Gardells beretning ikke kun de mange unge mennesker, som døde, men også samfundets mangelfulde omsorg for dem. De homoseksuelle blev på ny stemplet som groteske afvigere, og denne stigmatisering, isolation og skam synes i romanerne at være den værste konsekvens ved sygdommen. Titlen på tredje del, ”Døden”, henviser således ikke kun til den fysiske død, men også til smerten ved ikke at blive accepteret som den, man er.